ISRAEL

               Ingen ulovlig besættelse              

Når man i radio og presse hævder, at Judæa og Samaria – den såkaldte Vestbred – er besat, mener de mennesker, som har en negativ holdning til Israel, at alt er sagt. Ja, Israels fjender bruger netop dette som argument for at forsvare de palæstinensiske araberes brug af terror og selvmordsaktioner.

Grundbetydningen af besættelselse eller okkupation er at tage i besiddelse. Det kan gælde land eller anden ejendom. Men spørgsmålet bliver da, om denne besættelse er lovlig eller ulovlig. Enhver besættelse af en suveræn stats territorium, f.eks den tyske besættelse af Norge 1940-45, er ulovlig. Dette vildleder folk, så de tror, at al besættelse er ulovlig.

Den britiske Balfour-erklæring af 17. november 1917 har som formål at give jødefolket et "nationalt hjem", d.v.s. en stat i fædrenes gamle land. Balfour-erklæringen danner basis for mandatet, dvs. fuldmagten, som blev givet Storbritanien over et bestemt territorium, "Palæstina", som dækker et geografisk defineret område øst og vest for Jordan floden. I 1922 delte briterne mandatet, og 77% af arealet, området øst for Jordan blev senere den stat, som i dag hedder Jordan. Delingen var i strid med mandatets intension og Balfour-erklæringen, som mandatet hvilede på, og som efter Folkeforbundets enstemmige vedtagelse var blevet en del af folkeretten.

Briterne fulgte den politik i deres kolonier, at de førte befolkningerne frem til først lokalt og derefter nationalt folkestyre. Dette mislykkedes i "Palæstina". Araberne ville hverken deltage i landsbyråd eller regionale råd sammen med "de vantro" jøder. Den arabiske modstand og urolighederne kulminerede midt i 30’erne, og briterne nedsatte Peel-kommissionen. Den konkluderede, at jøder og arabere er to folk, som er så forskellige i sprog, religion og kultur – og, det er typisk britisk: med hensyn til politiske idealer – at de to folk ikke kunne realisere sig selv i samme stat (den gang var der ikke tale om noget "palæstinensisk" folk).

Den arabiske del skulle gå i forbund med den arabiske stat Jordan, hvor flertallet af folket var fra vest-Palæstina. Hitlers og nazisternes pogromer var begyndt, og jødernes situation var så trængt, at de godkendte Peel-kommissionens forslag, selv om deres land ville blive lillebitte. Haj Amin el Husseini, mufti af Jerusalem og Hitlers ven, forlangte på arabernes vegne alt land helt til Middelhavet. Dette krav har lige siden været det arabiske grundsynspunkt, selv om Arafat og andre araberledere med henvisning til profeten Muhammeds praksis kan træffe foreløbige fredsaftaler, som man ikke er bundet af i længden.

FNs generalforsamling vedtog i november 1947 deling af resten af Palæstina. Dermed blev mandatets hovedformål om en egen stat til jøderne endelig opfyldt, og Israel erklærede sig selvstændigt den 14. maj 1948 – dagen før briternes afrejse. Briterne havde erklæret, at de ville trække sig ud af landet og opgive mandatet den 15. maj 1948. Alle arabiske udsendinge rasede fra FNs talerstol under delingsdebatten i efteråret 1947 mod tanken om deling og lovede evig krig og terror mod en jødestat i "Allahs kerneområde". Seks arabiske lande angreb den lille jødestat med det erklærede mål at udslette den. Jøderne forsvarede sig heltemodigt, og FN formidlede våbenhvileaftaler mellem hver af de krigsførende araberstater og Israel i foråret 1949. Araberstaterne bandt sig til senere forhandlinger om endelig fred med Israel med varige grænser, som kunne forsvares. Dette har senere været Israels stående fredstilbud, og da præsident Sadat i Ægypten tog imod Israels udstrakte hånd i 1978, blev der straks fred, hvor Israel afstod hele Sinaihalvøen, som Israel havde erobret i selvforsvarskrigen i 1967.

Jordan besatte Judæa-Samaria i 1948, men da Jordan forsøgte at annektere "Vestbredden" i 1950 blev de afvist af folkeretssamfundet. Jordans besættelse i tiden 1948 og 1967 er derfor ulovlig og dermed også besættelse af en del af Jerusalem.

Israel blev angrebet igen i 1967, nemlig af Ægypten og Syrien, med det erklærede mål "at kaste jøderne i havet" én gang for alle (præsi-dent Nasser). I denne selvforsvarskrig (6-dages krigen) befriede Israel Judæa og Samaria fra ulovlig besættelse.

Folkeretsligt står sagen således: Delingsvedtagelse i FN i 1947 var iflg. FN-charteret kun anbefalinger til parterne, ikke bindende vedtagelse. Det er FN-mandatet af 1920 (bekræftet énstemmigt i 1922), som fortsat er bindende folkeret. Israel har ret til en stat, og Israel blev optaget som medlem af FN i maj 1949. Judæa og Samaria er besat område, men ikke ulovligt besat. Efter 6-dageskrigen i 1967, vedtog Sikkerhedsrådet i FN Resolution 242 den 22. november samme år. Herunder citeres fra 2 af artiklerne:

1) "Sikkerhedsrådet … bekræfter at iværksættelse af resolutionens bestemmelser kræver etablering af en retfærdig og varig fred i Mellemøsten, som indbefatter anvendelsen af følgende principper: a. Tilbagetrækning af Israels væbnede styrker fra territorier besat i den nylige konflikt; (NB briternes Lord Caradon, som stod fadder til res. 242 bekræftede senere, at det var med vilje, man ikke sagde territorierne, som araberne og russerne forlangte, men territorier – for at åbne for grænsejusteringer, fordi den gamle grænse fra før 1967 havde vist sig ikke at være sikker og varig).

2) Slut med alle fjendtligheder og respekt for og anerkendelse af områdets enkelte staters suverænitet, territoriale integritet og politiske uafhængighed og ret til at leve i fred indenfor sikre og anerkendte grænser uden trusler eller voldshandlinger.

3) Videre bekræftes nødvendigheden af garantier for territorial ukrænkelighed og politisk selvstændighed til enhver stat i området.

En fred baseret på res. 242 skal altså føre til, at Israel får opfyldt sit juridiske krav på suverænitet over eget territorium med sikre og anerkendte grænser. Præsident Lyndon B. Johnson bekræftede at udtrykket "territorier" blev valgt, fordi grænsen fra før 1967 havde vist, at den ikke kunne give Israel varig sikkerhed.

Efter at nabostaterne har fået kemiske raketter og andre sofistikerede våben, der er rettet mod mål i Israel, er det endnu mere nødvendigt med " strategisk dybde" end i 1967. Højdedragene i Samaria og Judæa er helt nødvendige for at Israel skal kunne bruge sit effektive raketforsvar. Afskydningen af fjendlige raketter må kunne registreres i samme øjeblik raketten forlader rampen. Disse betragtninger deles af den militære sagkundskab. (Det samme gælder iøvrigt for Golan. En russisk officer, der var medlem af en international militærkommission erklærede det samme efter kommunismens fald i 1989). Hvordan stiller det sig foolkeretsligt for Jerusalem? Delingsvedtagelsen i 1947 gjorde Jerusalemtil en internationa, l enklavecorpus separatum– for 10 år.

Derefter skulle FN fastsætte byens endelige status. Men delingsvedtagelsen er som sagt ikke bindende folkeret. Igen er det mandatet man må holde sig til. Det var ikke ulovligt af Israel at besætte den vestlige del af Jerusalem, efter at Jordan havde besat den østlige med den jødiske "Gamle By" i 1948. Israel havde ret både som suveræn stat efter mandatet og efter folkeretten. Enhver suveræn stat har ret til en hovedstad, og hvad skulle være Israels hovedstad, hvis det ikke skulle være Jerusalem! Siden Kong David gjorde Jerusalem til sin og jøde folkets hovedstad i år 1004 f.Kr., har Jerusalem altid været tragtninger deles af den militære sagkundskab. (Det samme gælder i øvrigt for Golan. En russisk officer, der var medlem af en international militærkommission erklærede det samme efter kommunismens fald i 1989).

Hvordan stiller det sig folkeretsligt for Jerusalem? Delingsvedtagelsen i 1947 gjorde Jerusalem til en international enklave – corpus separatum – for 10 år. Derefter skulle FN fastsætte byens endelige status. Men delingsvedtagelsen er som sagt ikke bindende folkeret. Igen er det mandatet man må holde sig til. Det var ikke ulovligt af Israel at besætte den venstlige del af Jerusalem, efter at Jordan havde besat den østlige med den jødiske "Gamle By" i 1948. Israel havde ret både som suveræn stat efter mandatet og efter folkeretten. Enhver suveræn stat har ret til en hovedstad, og hvad skulle være Israels hovedstad, hvis det ikke skulle være Jerusalem! Siden Kong David gjorde Jerusalem til sin og jødefolkets hovedstad i år 1004 f.Kr., har Jerusalem altid været jødernes åndelige og politiske centrum. Ingen arabisk stat har nogensinde haft Jerusalem som sin hovedstad, ikke engang som pilgrimsby, det var kun Mekka og Medina. Jerusalem er ikke nævnt i Koranen. Der var heller ikke kommet nogen ny arabisk stat mellem Israel og Jordan, som havde brug for en hovedstad. Sådan en stat kunne araberne have oprettet under den arabiske besættelse mellem 1948 og 1967, men det blev fra alle sider anset for meningsløst. De vest-palæstinensiske arabere havde Jordan. Både chefen for UNWRA og Lord Caradon regnede med, at alle palæstinensiske flygtninge ville slå sig ned der, hvor der er god plads, og hvor 2/3 af befolkninger er vest-palæstinensere. Den tidligere chef for UNWRA, Ralph Galloway, udtalte i Jordan i 1958, at: "De arabiske stater ønsker ikke at løse flygtningeproblemet. De vil holde det som et åbent sår, som et argument imod FN, og som et våben imod Israel. Arabiske ledere bryder sig ikke en døjt om, hvorvidt arabiske flygtninge lever eller dør."

Fra Avisen Norge IDAG – 14/2202

Debatt i dag v/lektor Johan I. Holm Cand.philo

Oversat til dansk og fremsendt til danske aviser efter telefonisk samtykke fra såvel Norge I DAG som Johan I. Holm.

Blåkildekirken, Tåstrup