• Full width image
    Blåkildekirken
    Et fællesskab hvor budskabet om Jesus forkyndes.
    Læs mere
  • Left content image
    Blåkildekirken
    Vil du høre mere om Jesus?
    Du meget velkommen søndag kl.11:00 Læs mere
  • Right Image
    Blåkildekirken
    Et unikt fællesskab - kom og bliv sat i brandLæs mere

De fleste lande i Vesten, hævder at de israelske bosættelser i de besatte områder er en hindring for fredsprocessen. Israel har, på trods af denne opinion udbygget disse bosættelser og med stor sandsynlighed vil de blive ved med det. Emnet er aktuelt i forlængelsen af den russisk-jødiske indvandring, Øst-Jerusalems status, den amerikanske bistand til Israel og fredsforhandlingerne.

Det er derfor meget vigtigt at stille spørgsmålet: Hvorfor er disse bosættelser illegale?

Oftest bruger man at støtte sig til Genève-aftalen (1949). En nærmere undersøgelse viser dog, at denne aftale ikke kan støtte påstanden, at bosættelserne er illegale. Artikel 49 (6) i Genève-aftalen forbyder besættelsesmagten at "deportere" eller "forflytte" (transfer) dele af egen civilbefolkning til de besatte områder. Den frivillige bosættelse af israelere i de "besatte områder" kan nok ikke beskrives som "deportation" eller "forflyttelse". Desuden, i lyset af at artikel 49 (6) var en reaktion på nazisternes massedeportationer til KZ-lejrene, er brug af denne regel på jødiske bosættelser på grænsen til det perverse.

Endnu mere afgørende er det faktum, at Genève-aftalen, i lighed med artikel 2, ikke kan tillempes på de af Israel besatte områder overhovedet. Genève-aftalen gælder kun hvis det omtalte "besatte område" var en del af en selvstændig nation da det blev besat. Dette er ikke tilfældet her. Jordans tilstedeværelse på Vestbredden og Egyptens tilstedeværelse i Gaza før krigen mod Israel i 1967 var en konsekvens af en aggressionskrig mod Israel i 1948, og deres besættelse af disse områder blev aldrig anerkendt internationalt.

Det enkle faktum, at Israels berettigelse til at kontrollere de "besatte områder" er betydeligt stærkere end Jordans, Egyptens eller nogen andens. Israels tilstedeværelse i disse områder har sin grund i en defensiv, ikke en offensiv krig.

Dette indebærer, at princippet "ex iniuria non oritur", dvs. ingen belønning for aggression, ikke kan tillempes. Desuden er den sidste ubestridte aftale om disse områder præcis dette af Folkeforbundet godkendte britiske mandat, som havde til hensigt at "fremme jødisk indvandring under lempelige former og opmuntre tæt bosættelse af jøder" (artikel 6). Professor Eugene V. Rostow, der var med til at formulere FN-resolution 242, skrev om dette emne: "… ifølge Folkeforbunds-mandatet, har Israel samme juridiske ret til bosættelser på Vestbredden, Gaza eller Øst-Jerusalem, som det har i Haifa eller Vest-Jerusalem.

Foruden en analyse af lovens ord, er det desuden vigtigt at iagttage lovens tillempning i praksis. Mellem årene 1948 og 1967 var disse områder, som tidligere påpeget, under ikke godkendt kontrol af besættelsesmagterne Jordan og Egypten. Der var imidlertid ingen protester da Jordan i denne periode flyttede hundredetusinder arabere til Vestbredden. En sådan bosættelse betragtedes hverken som illegal eller en hindring for freden. At protestere nu da Israel, som har en meget stærkere berettigelse, tillader og fremmer en frivillig bosættelse, er derfor mildest talt inkonsekvent. Desuden bør man huske at Jordan, efter krigen i 1948, deporterede jøder til Vestbredden (bl.a. fra Øst-Jerusalem). At acceptere denne uddrivelse og samtidig fordømme jødernes tilbagevenden til disse områder, er endnu værre.

Sammenfatning: Jødisk bosættelse i de "besatte områder" er ikke en overtrædelse af international lov, det er en udøvelse af en rettighed, der støttes af den samme.

Berlingske Tidende maj/juni 1991

Af Robert L. Wolkoff
Rabbiner
Odinsplatsen 3 a
411 02 Gøteborg
Sverige