9. oktober 2013
Vi har modtaget dette vidnesbyrd fra søster Tine:
(Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives dig i tilgift)
Jeg hedder Tine, og har gået i Blåkildekirken i flere år, da jeg kom herud første gang skyldes det en veninde, hun tog mig med ud til et møde i påsken (det skal lige siges, at inden da var jeg gået ud af folkekirken), herude mødte jeg for første gang ordet som det skal og bør lyde, og Helligånden var også til stede det mærkede jeg tydeligt, det jeg forgæves havde ledt efter var her.
Jeg gik der i flere år, fyldt af had vrede og frustrationer og angst, for at lade masken falde, i Blåkildekirken var jeg den fromme lille Tine, men hjemme, uha!
En dag blev jeg syg, fra det ene øjeblik til det andet til trods for at jeg kendte Jesus, og bedte. Og jeg måtte forlade mit værelse, i chok! Jeg kunne simpelthen ikke være der.
Jeg levede i 14 måneder hos min mor, som var ved at gå ud af sit gode skind (min veninde kom og besøgte mig der).
Så blev jeg, da mor ikke kunne klare det mere, indlagt på psykiatrisk af deling på Frederiksberg hospital, og der lå jeg på sengen og kunne ikke finde op og ned på det hele. Små sorte mænd kravlede op og ned af væggene, underligt nok fyldtes rummet lige pludseligt af den samme Atmosfære som i Blåkildekirken, og en tydelig stemme i mit indre spurgte mig:" hvad kan jeg gøre for dig". Jeg svarede højlydt:" lad min glæde blive fuldkommen". (jeg har senere fundet at det kun er der hvor Jesus er at denne glæde findes).
Så gik tiden, den ene dag tog den anden, Men jeg blev bedre og bedre, og det der før irriterede mig forsvandt lidt efter lidt (i den første tid sov jeg faktisk med biblen under hovedpuden), når jeg prøvede at bede i starten var det svært, men lidt efter lidt blev det bedre, jo herren var med mig. Jeg kom ud af hospitalet, og over til et plejehjem for psykisk syge, der var det meningen at jeg skulle bo resten af mit liv, jeg var 38 år den gang.
Der ovre var jeg stadigt så angst at personalet og jeg havde den aftale, at var der noget jeg ville, så skulle jeg sætte mig i en bestemt sofa, så kom de for at tale med mig. Meget andet kunne de ikke gøre.
Jeg havde også det problem at jeg blev forstyrret gang på gang når jeg ville bede, eller læse i biblen. Tit blev jeg drillet, F.eks., fra personalet der ville have mig til at deltage i et akupunktur forsøg, jeg sagde at jeg var bange for nålene, men den rigtige forklaring er at det strider mod troen.
I dag sidder jeg og skriver dette, i min egen lejlighed, som jeg fik lov at flytte ud i, alt sammen svar på bøn, og jeg kan igen gå blandt andre mennesker og kan gå i Blåkildekirken selv om der er mange mennesker, og jeg kan fortælle dig og andre om Guds omsorg, og at hvis du tror du vandrer alene i verden, så tager du fejl.
Det er godt at have en tro, og jeg kan nu takke Jesus for at jeg er, der hvor jeg er. Det er også muligt for dig!
Det kan være svaret er længe under vejs, men tro mig, det kommer.
NB! Det skal ske i de sidste dage, at enhver som påkalder Herrens navn skal frelses!
Tine.