Af N.P.Madsen
Da kaldte Gud Herren på Adam og råbte: "Hvor er du?" Han svarede: "Jeg hørte dig i haven og blev angst, fordi jeg var nøgen, og så skjulte jeg mig!" 1. Mos. 3:9-10.
Hvorfor var Adam bange for Gud? Fordi han havde syndet. Således svarer vi uvilkårligt. Og det er selvfølgelig også rigtigt. Men det var ikke den grund, Adam angav. Han står nemlig også her som type på mangfoldige af sine børn.
Det, der gjorde stærkest indtryk på ham, var ikke synden selv, men dens virkning. Det, der fyldte ham med angst, var ikke selve synden, men dens følger. Det er så usigelig betegnende, at da Herren spørger efter ham, så svarer han ikke: "Jeg hørte dig i haven og blev angst fordi jeg havde syndet imod dig, hellige Gud". Det havde da ligget så nær. Men han siger: "Jeg blev angst, fordi jeg var nøgen."
Herren blev nu ikke stående ved denne syndens virkning, han ville føre Adams erkendelse tilbage til den første og inderste årsag til frygten - nemlig synden selv. Derfor siger Han: "Hvem fortalte dig, at du var nøgen? Mon du har spist af det træ jeg sagde, du ikke måtte spise af?" v. 11.
Men Adam havde slet ikke nogen erkendelse af sit dybe fald. Hans øjne så kun følgerne - nøgenheden. Og den erkendelse fyldte ham med angst. Og derfor drejer hans tanker sig kun om dette: hvorledes skal jeg dække mit nøgenbeds skam? Han tænker slet ikke på - hvad der skulle synes så nærliggende - hvorledes skal jeg slippe fra min synd, min overtrædelse? Nej, både han og hans hustru havde kun travlt med at sy figenblade sammen til at binde om sig. De havde travlt med at skjule følgerne af deres synd.
Er dette ikke så usigelig typisk? Møder vi ikke atter og atter det samme? Hvorfor skælver synderen, når han hører Guds røst? Meget, meget sjældent, fordi han har været en overtræder. Det er meget sjælden nogen bestemt synd eller noget bestemt fald, der fylder hjertet med anger, ufred og frygt. Hvis det var tilfældet, ville vore fængsler og lignende steder genlyde af angerfulde klager og bekendelser. Men præster og sjælesørgere sådanne steder har sjældent noget herom at berette. Tværtimod synes de største overtrædere ofte at have den ringeste syndserkendelse, selv når Ordets lys trænger ind i deres sjæle.
Og noget lignende viser sig hos mangfoldige andre, når de vågner op og hører Herrens kaldende røst. Hvor er der dog ofte usigelig lidt virkelig dyb erkendelse og anger; selv om synderen kan græde og skælve af angst. Hvad erkendelse, virkelig erkendelse af sin synd kan et menneske, der bliver vakt kl. 7 og kommer til fred kl. 8 eller måske endnu før, også have? Og er det ikke mangfoldige menneskers omvendelseshistorie? Det er derfor ikke så underligt, at der er så lidt alvor, så lidt holdning, så lidt virkelig dybde og kraft i så manges trosliv.
Det, som syndere græder over, og som fylder dem med frygt for Gud, er det samme som hos Adam. De ser, at de er nøgne. Det er denne almindelige erkendelse, som er en følge, en frugt af synden, at de føler sig uværdige, at de ikke synes, de har noget at dække deres liv med, når de hører Guds stemme og venter at få et møde med Ham.
Og det, de så har travlt med - mange, mange i det mindste - det er ikke at komme og bekende det hele, som det er, men at sy figenblade sammen - at få nogle lapper eller klude at dække det gamle liv med. Nogle blade at skjule deres nøgenhed med.
Ja, er det ikke et virkelighedsbillede af manges tilstand? Af mange flere menneskers tilstand, end vi tror?
Hvorfor går de i kirke eller til møde? Hvorfor er de bedre tilpas, når de kommer hjem - lidt bedre tilpas? Uvilkårlig har de inderst inde en fornemmelse af, at de har gjort Gud en tjeneste, at denne fromme gerning dækker noget af det, der gør dem urolig. - Det er bare en lap på det gamle liv, for de er ellers ganske de samme.
Hvorfor beder de - beder til bords, beder i lønkammeret? Hvorfor føler de sig beroliget derved - lidt beroliget? De får jo aldrig, hvad de beder om. Jo, de føler, at de skal, og at de gør noget Gud velbehageligt dermed. Det hele er bare en lap til at dække lidt af deres samvittighed; der aldrig er rigtig i ro. De er ellers ganske de samme som før.
Eller hvorfor har mange så travlt med at ligne de hellige, efterabe deres liv og gerning - uden dog at have de helliges tro og fred og glæde? Det er bare lapper, de søger at dække deres nøgne sjæl med. - Og så kan de dog ikke dække den på den måde. De føler sig vel lidt beroliget, lidt bedre tilpas et øjeblik, når de har gjort et eller andet sådant af pligt. Men ellers er de lige nøgne.
Kan du kende dig selv blandt disse Adams børn? Så skal du vide, at det er håbløst på den måde at skjule sin nøgenhed for Gud. Det er lige så håbløst for dig, som det var for Adam og Eva. Du kan aldrig ved egne lapper, ved egne sammenflikkede klude af fromme gerninger skjule din nøgenheds skam. Men du skal også vide, at det behøves heller ikke.
Og hvorfor?
Fordi den Højeste selv i sin miskundhed har udset et skjul til dig - en klædning, der dækker hele dit væsen, så du ikke behøver at blues ved at stå over for den tre gange hellige Gud.
Derpå gjorde Gud Hellen skindkjortler til Adam og hans hustru og klædte dem dermed. v. 21.
Gud gjorde selv disse kjortler til sine faldne og nøgne børn. Og Gud iførte dem selv denne klædning.
Kan du ikke i Ånden se Gud stå i en dejlig lysning i haven og lægge skindkjortlen om skulderen på sin faldne søn og datter. Det er dejligt at se. Men det er endnu dejligere selv at opleve det - at erfare det. Og det kan enhver sjæl komme til. For hvad Herren gjorde ved Adam og Eva er som et stort og herligt forbillede på, hvad Han i Jesus Kristus vil gøre ved enhver falden synder, der står for Ham elendig, fattig og nøgen (Johs. Åb 3: 17).
Vi kan ikke og skal heller ikke skjule vor nøgenhed for Gud. For Gud vil selv skjule den med en klædning, Han selv har gjort, og som dækker synderen fra isse til fod.
Derfor råder jeg dig til hos mig at købe hvide klæder så din nøgenhedsskam ikke skal blive åbenbar.» Johs. Åb. 3:18.
Købe af mig - hvide klæder. Det er Hans klæder. Gud har en klædning til enhver synder, dejlige hvide klæder, der kan tåle at ses selv i Himmelens hellige lys.
Hvor det jubler i mig, når jeg tænker derpå. Aldrig vil jeg glemme den stund, da Herren trådte hen og lagde denne vidunderlige dragt om mine skuldre. Da fornam jeg, at mit liv, min samvittighed, hele mit væsen blev skjult i Gud, dækket med nåde og miskundhed, skjult i en dejlig dragt, som Gud turde se. Jeg fornam så vist, så vist, at jeg nu turde træde ind i selve Himmelens strålende lyshav uden at blues.
Sådan gør Gud det for en synder. Sådan vil Han også gøre det for dig: Også til dig har Han en klædning, som Han så gerne vil iføre dig.
Må jeg sige lidt om denne klædning. Jeg ved noget herligt om den.
Jeg ved, det er den bedste klædning. For det er ingen ringere end Guds egen retfærdighed. Den blev den fortabte søn iført, da han var kommet hjem. Og sønnen er jo synderen, der vender om til Gud. En sådan synder bliver iført den bedste klædning i Himmelen og på jorden. Og jeg ved, at det er dragten, der bæres i Himmelen af alle Himmelens væsener.
Jeg ved, det er alle de frelstes dragt. For Herren siger: Â de skal vandre med mig i hvide klæder Johs. Åb 3:4
Derefter så jeg, og se, en stor skare, om ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål stod Joran tronen og Joran Lammet iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i hænderne. Johs. Åb. 7:9.
Jeg ved, det er alle martyrernes dragt. Der står: »Og da det brød det femte segl, så jeg neden under alteret deres sjæle, som var myrdede Jor Guds ords skyld og for det vidnesbyrds skyld, som de holdt fast ved. Og de råbte med høj røst og sagde: 'Hvor længe, Helle, du hellige og sanddru! vil du tøve med at dømme og hævne vort blod på dem, der bor på jorden?' Og hver af dem blev der givet en lang, hvid klædning Johs. Åb. 6:9-11
Jeg ved fremdeles, at de ældste i Himmelen skal være iført de hvide klæder. Og i kreds om tronen så jeg fireogtyve troner og på tronerne fireogtyve ældste, iførte hvide klæder og med gyldne sejrskranse på deres hoveder.« Johs. Åb. 4:4.
Jeg ved også, det er englenes dragt. Og de har aldrig båret nogen anden. De har aldrig været syndere. Da kvinderne påskemorgen kom til Jesu grav og så englene, blændedes de af lyset, og deres øjne så forskelligt, men alle lagde de mærke til englenes hvide, skinnende klæder.
Og da de kom ind i graven, så de en ung mand sidde ved den højre side iført en lang, hvid klædning (Mark. 16:5). - Hans udseende var som lynild, og hans klædning hvid som sne (Matt. 28:3) Maria så to engle i »hvide klæder« sidde der, hvor Jesu legeme havde ligget, en ved hovedet og en ved fødderne (Johs. 20: 12).
Og ved himmelfarten, da disciplene stod og »stirrede op imod Himmelen, medens Han for bort, se, da stod der hos dem to mænd i hvide klæder« (Ap. G. 1:10).
Jeg ved endelig, at det er vor herlige Frelsers egen dragt. - Da Han oppe på bjerget forvandledes for sine tre disciple, og Han stod for dem i sin himmelske dragt, så strålede Hans åsyn som solen, og Hans klæder blev hvide som lyset (Matt. 17:2).
De lange, hvide klæder, det er den dragt, Herren vil dække en synder med, der kommer til Ham i sin nøgenhed. Den er »hvid som sne«, skinnende hvid som lyset. Det er Himmelens herlige præstedragt, brudens dejlige bryllupsklæder.
Vil du have disse klæder af Gud? Uden dem bliver du kastet udenfor. Uden dem vil det engang lyde til dig: Hvordan er du kommen herind, min ven, uden at have bryllupsklædning på? - Kast ham ud i mørket udenfor (Matt. 22:12-13).
Vil du, så husk de må købes. Køb af mig hvide klæder, siger Herren.
Købes! vil du måske sige. Jeg troede, det var nåde. - Ja, det er også nåde, bare nåde. De koster intet, slet intet. Du kan ikke få dem, ikke fortjene dem ved noget som helst. Ja, om du kunne byde Gud al den fromhed og alle de gode gerninger, alle de tårer og al den sjælekval, der har være på jorden siden Adam og indtil nu, så kunne du dog dermed ikke købe et minut i Guds Himmel. Og dog må de købes. Dog koster de noget, ja ikke blot noget - men alt. De koster nemlig dit liv- et brod med hele dit gamle liv i synden og verden. De koster alt det, som hindrer dig i at omvende dig og give Gud hele hjertet, hele viljen, hele dit væsen som et levende, helligt offer.
Du forstår det ikke. Det lyder modsigende. Men prøv at tage skridtet, og du vil med alle de hellige erfare, at det er herlig logik i Guds sjælelære:
Intet - og dog alt, købt - og dog af nåde.
Du vil nemlig erfare, at når du har gjort dette brud, når du har »mistet dit liv for at finde livet, så havde du dog intet givet. Det, du havde mistet«, var nemlig intet - ja mindre end intet - noget, der var en lykke, en salighed at miste.
Kom så og køb de hvide klæder af Gud. Så er du dækket med nåde. Så er din nøgenhed skjult af den Højeste selv.
De hvide klæder, det er den Højestes skjul.