Fortielsens synd

Hvert øjeblik, vi tøver med at vidne, vil en eller anden fortabes.

Hvis der er en synd, som vi ikke tager så højtideligt, er det fortielsens synd. Dette ser vi illustreret i beretningen om de fire spedalske i 2. Kong. kap. 7.

Samaria, som var en af Israels store byer, var belejret af kong Benhadad af Aram og hele hans hær. På grund af belejringen var der stor hungersnød i byen, så stor, at et æselhoved til sidst kostede firsindstyve sekel sølv = 180,00 kr. (kap. 6:25), og indbyggerne var så desperate, at de endog dræbte og spiste deres egne børn (6:29).

Ved indgangen til byporten sad fire spedalske. De var klar over, at deres stilling var håbløs, og at de kun havde en mulighed. De sagde til hverandre: »Hvorfor skal vi blive her, til vi dør? Dersom vi bestemmer os til at gå ind i byen, dør vi der - der er jo hungersnød i byen - og bliver vi her, dør vi også! Kom derfor og lad os løbe over til aramæernes lejr! Lader de os leve, så bliver vi i live, og slår de os ihjel så dør vi!« 2. Kong. 7:3-4.

Så begav gruppen sig på vej til fjendens lejr. Men som de gik, gik Gud med dem. Han fik deres skridt til at lyde som en hel hær, der nærmede sig. Aramæerne hørte vogne, heste og fodfolk. De troede, at Is­rael havde lejet hetitterne og ægypterne til at angribe dem, så de forlod deres lejr og alt, hvad der fandtes der.

Hvilken dag det var for de firespedalske! Da de kom ind i lejren, blev de meget overraskede over at finde den tom. Det første sted, de kom til, var spiseteltet, og her spiste og drak de alt, hvad de kunne. Derefter samlede de sølv, guld og klæder sammen, som de skjulte på et sikkert sted. Men midt i deres lykke huskede de deres israelitiske venner, som sultede ovre i byen. »Det er ikke rigtigt, som vi bærer os ad,« sagde de til hverandre. »Denne dag er et godt budskabs dag; tier vi stille og venter til daggry, pådrager vi os skyld; lad os derfor gå hen og mel.de det i kongens palads!« v. 9.

Selv om de fire omsider kom til fornuft, var det dog skammeligt af dem at sidde og nyde den overflod i aramæernes lejr, mens deres bysbørn var døende. Deres synd bestod i deres fortielse. De havde de gode nyheder, og alt, hvad de skulle gøre, var at fortælle dem videre.

Vi behøver at fortælle det.

Vi kristne, som ved Guds nåde er forløste, har også de gode nyheder, og vi behøver at fortælle dem videre.

Jesus gav missionsbefalingen til nogle få ulærde disciple. »Gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen,« sagde Han til dem. »Den, som tror og bliver døbt skal blive frelst; men den, som er vantro, skal blive fordømt« Mark. 16: 15-16.

Denne befaling er aldrig blevet trukket tilbage. Det er en klar ordre til enhver, der er født på ny. At være tavs angående dette er synd, synd imod Gud og imod vore medmennesker.

Se nøje på missionsbefalingen. Det første ord er »gå«. Det er en befaling, og den er givet til alle kristne. Dernæst ser vi ordene »al verden«. Det betyder, at enhver af os bør stræbe efter at nå så langt som han/hun kan og endvidere understøtte missionærerne med vore midler og med forbøn.

Hvad forventes der, at vi gør, når vi går ud? Der forventes, at vi forkynder de gode nyheder til »al skabningen«. Forkynde betyder her at vidne. Vi er forpligtede til alle vegne at fortælle mænd og kvinder om tilgivelse for synd og om det håb, som kun findes i Jesus Kristus.

Hver dag omgås vi mennesker, som ikke kender Gud, mennesker, som haster mod en evig død. Fortæller du dem evangeliets gode nyheder? Har du i kærlighed vidnet for et enkelt menneske i denne uge? Har du bedt et menneske om at gå med dig i kirke? Gud tilgive os for fortielsens synd!

I Markus-Evangeliet kap. 5 læser vi, at Jesus sejlede tværs over Galilæas sø og kom til gerasenernes egn. Da Han trådte ud af båden, blev Han mødt af en mand med en uren ånd. Jesus bad om hans navn. Legion er mit navn,« svarede han, »thi vi er mange« (v. 9). Så begyndte dæmonen at tigge og trygle Jesus om ikke at sende ham og hans følgesvende bort fra egnen.

Hvilket billede - dæmonerne i ring om Kristus, bønfaldende Ham om at have barmhjertighed med dem!

»Børnlille, I er af Gud, og I har sejret over dem, fordi Han, der er i jer, er større end han, der er i verden.« I. Johs. 4:4.

Satan er overvundet

Alt for ofte falder Guds folk med frygt ned for fjenden. Dog har vi klart fået at vide, at Satan skælver i Guds nærhed, og Gud bor i os. Satan ved, at han er overvundet. Gud ved det, og det er på tide, at vi begynder at tro det og handle efter det, så vi i Jesu navn står Satan imod.

Gerasenerne elskede øjensynligt svin mere, end de elskede fred, og de bad Jesus om at gå bort fra deres enemærker. Men manden, som var udfriet fra dæmonerne, spurgte Jesus, om han måtte gå med Ham. Jesus sagde imidlertid til ham: »Gå hjem til dine egne og fortæl dem, hvor store ting Herren har gjort imod dig, og at Han har forbarmet sig over dig.« v. 19 b. Og det gjorde manden. Det næste vers fortæller os, at »alle undrede sig.«

Denne beretning er et eksempel på Guds plan for at evangelisere verden. En­hver, som har oplevet en berøring af Kri­stus, bør vidne for andre om Kristus.

Nu kan jeg høre nogen sige: »Men jeg synes, det er så svært at· vidne.« Se på manden i beretningen. Han blev ikke lige­frem opmuntret til at vidne. Hyrderne var vrede på grund af, at de havde mistet deres svin, og folk i området var ophidse­de. Jesus var taget bort, og stedets beboere ønskede ikke at høre mere om den mand, som således ødelagde deres besiddelser. Desuden havde denne udfriede ingen er­faring, og folk var tilsyneladende stadig bange for ham, fordi han havde været besat. Men han havde oplevet noget, han gerne ville fortælle de andre om, og han gjorde det. Folk lyttede til manden, fordi de vidste, hvad han havde været, og nu kunne se, hvad han var.

Sådan er det med os. Vi har oplevet Jesu Kristi frelsende kraft, og vi har behov for at fortælle om det. Er Kristus virkelig for dig? Er dit daglige liv præget af, at Helligånden lever og rører sig i dig?

Begynd med familien.

Kristus sagde til manden, at han skulle gå til sin familie. Det er også et godt råd til os, selv om det måske er det vanskeligste sted at vidne. Vore forældre eller vor ægtefælle eller vore børn kender os nøje. For dem kan vi ikke forstille os. De vil opdage, om vi virkelig er blevet frelst. Men kan vi ikke vidne hjemme, vil vi sandsynligvis heller ikke være i stand til at vidne andre steder, så der bliver et varigt resultat. Manden standsede dog ikke ved sin familie. Han fortalte hele byen om det. Denne mand blev ikke skyldig i fortielsens synd.

»Men jeg har ingen anledninger.« Vi ved, at dette ikke er sandt. De fleste af os har en mængde anledninger hver dag. For nylig kørte jeg ind på en servicestation for at få benzin på. Den unge mand, som var ansat der, kom springende ud og begyndte at vaske. min forrude. »Jeg burde være kvalificeret til dette,« sagde han, »jeg har gjort det så mange gange.«

Det gav mig anledning til at fortælle ham om Jesus. »Jeg burde være kvalificeret til at fortælle dig, hvordan du bliver en kristen, jeg går det ofte nok! « Det er ikke det, at vi ikke har anledninger, det er mere, at vi ikke benytter anledningerne, vi har.

Lad os ikke være skyldige

Se igen på de fire spedalske i 2. Kongebog. Deres bemærkning til hverandre var: »Det er ikke rigtigt som vi bærer os ad« Deres samvittighed fortalte dem, at de handlede forkert. Hvert øjeblik de tøvede med at gå tilbage til byen og fortælle de gode nyheder betød nemlig, at flere mennesker ville dø.

Millioner ud over jorden har aldrig hørt evangeliets budskab. Millioner herhjemme har behov for at blive vækket op af sløvhedens søvn, inden det er for sent. Lad os ikke være skyldige i fortielsens synd.

Milford H Olson
  

En lille tanke hos et barn:
en lille dreng sad og vendte bladene i den store, støvede bibel. Pludselig udbrød han, henvendt til moderen:
»Mor, er denne bog Guds bog?«
»Ja«
»Skal vi så ikke sende den tilbage til Gud, for vi bruger den jo aldrig.«