Et nyt syn

Når man taler om syner, behøver man ikke nødvendigvis at tænke på mennesker, som lever i en uvirkelig verden eller som søger efter det overnaturlige. En guddommelig berøring af vore øjne, så vi kan se en sandhed, vi ikke så før, er i sandhed et syn.

I Ordsp. 29: 18 læser vi: »Hvor der intet syn er omkommer folket« ( eng. overs.). Det ser derfor ud til, at vækkelsestider - hvor syndere bliver frelst og de troende hellig­gjort - er tider, hvor der bliver set sådan­ne syner.

Vi skal her betragte et syn, som Paulus og Esajas fik, og som Gud også i disse dage giver mange blandt sit folk. Vi skal i den rækkefølge, man almindeligvis plejer at opleve dem, nævne tre trin i dette syn.

Et nyt syn på os selv

Det vil sige en åbenbaring af vor egen trang, som Gud ser den. Vi har megen nåde behov for ikke at blive ulydige, når Herrens Ånd begynder at pege på vore store mangler. Nogle af dem kan være: mangel på sejr i vort daglige liv; ulydig­hed, når Han kalder os til bøn; uvillighed til at ransage Guds ord; magelighed og kærlighed til det, som hører denne verden til; mangel på kraft i vor tjeneste for Ham og som følge deraf et goldt og ufrugtbart liv. Det kan være vantro, som gør, at vi er ude af stand til at tilegne os det, som er os skænket i Kristus. Det kan også være uvil­lighed til at få gjort et eller andet op med vore medmennesker, fordi vi er bange for at »tabe ansigt«. Stolthed og fordom har ofte stået i vejen for Guds rigeste velsig­nelser.

Det vil volde smerte, når ens øjne skal åbnes til at se dette, og det vil få os til som Esajas at råbe:» Ve mig, det er ude med mig ... « Men lovet være Gud, Han sårer os ikke, medmindre Han også læger os, og Han giver nåde til at gå hele vejen. Fuld­kommen lydighed mod dette syn vil få os til at ty ind til korset, og så vil det ikke vare længe, før vi modtager:

Et nyt syn på Kristus

På forklarelsens bjerg måtte disciplene tabe Moses og Elias af syne, og da »så de ingen uden Jesus alene« (Matt. 17:8). Det er først, når vi har overgivet alt, hvad vi har og er, til den Herre Jesus Kristus, at vi får Hans herlighed at se. Da siger vi som bruden i Højsangen: » ... Han er idel ynde ... « Højs. 5:16, og da tager Han vort hjerte og vort liv i fuld besiddelse. Han frelser os fra selv at planlægge og fra at arbejde i egen kraft. Han lærer os at have tillid til sig og at gøre brug af sin kraft.

Når fjenden vil have os til at frygte, giver Han os nyt mod og får os til at hvile i stille fred på forjættelserne. Han er os altid - og under alle omstændigheder - nær med fred, som overgår al forstand. Han giver hvile og styrke i legemlig svaghed, udholdenhed i trængsler og glæde i tjene­sten. Et syn på Kristus vil give os alt dette og meget mere. For det er intet mindre end Frelseren selv, som kommer og lever sit liv i os. Da bliver vi i stand til at sige: » Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig.« Gal. 2:20. Det bliver et nyt fortroligt forhold, et samfund med Ham fra øjeblik til øjeblik, og det vil frelse os fra al ensomhed, idet vi opdager, at Han fuldt ud kan tilfredsstille os. Når vi har set Ham sådan, vil Han udvide vore hjerter og fylde dem med kærlighed til andre. Han vil lede os frem til:

Et nyt syn på de fortabte sjæle

Gud kalder os aldrig til at være optaget af vore syner, men Han opfordrer os til at dele vor velsignelse med andre. Esajas' syn på sig selv og på Herren blev efterfulgt af ordene: »Her er jeg, send mig!« (Es. 6: 1-8). Før vi har set os selv og set Herren på denne nye måde, kan fortabte sjæle gå forbi os, uden at det gør videre indtryk på os, Men når vi virkelig er et med Ham, da vil Hans omsorg, Hans længsler, Hans in­teresser og Hans glæder også blive vore.

Efter at Paulus havde mødt Herren på -vejen til og i Damaskus, begyndte han straks at prædike om Jesus (Ap. G. 9:20), og derfor kunne han sige, at han ikke blev ulydig mod det himmelske syn (Ap. G. 26: 19). Paulus havde fået del i Mesterens Ånd, om hvem der står: Og da Han så folkeskarerne, ynkedes Han inderligt over dem ... « Matt. 9:36. Lyt til ordene i Rom. 9:3, hvor han siger: » Thi jeg kunne ønske

selv at være bandlyst fra Kristus, om det kunne gavne mine brødre, mine kødelige stammefrænder.« Disse ord er drevet frem af det indre syn, som han aldrig mistede. Vi finder den samme ånd hos Moses, når vi læser, hvordan han kæmpede med Gud for folket, som havde syndet: »Om du dog ville tilgive dem deres synd! Hvis ikke, så udslet mig af den bog, du fører! « 2. Mos. 32:32. Hvor let ville det ikke have været for ham at give efter for utålmodighed og ukærlighed.

I Jeremias finder vi også en mand, som havde et klart syn. Da han blev fristet til at holde op med at tale til folket, som så ofte havde forkastet hans budskab, hører vi ham sige: »Men det er blevet i mit hjerte som en brændende ild, der er indesluttet i mine ben, og jeg har søgt med møje at holde det ud, men jeg kunne ikke.« Jer. 20:9 overs. 1891. Og så fortsatte han med at advare og formane. Det er sørgeligt at se mennesker gå gennem livet uden noget virkeligt syn, men næsten endnu mere sørgeligt er det at se mennesker, som engang havde et klart syn, men nu har mistet det. Her står Demas som en advarsel for os. Det er ikke sikkert, at han gik helt bort fra Herren, fordi han forlod Paulus, men vi kan roligt gå ud fra, at han mistede sit himmelske syn, sin første kærlighed.

Vi, som er Guds folk, hvad enten vi er hjemme eller ude i fremmede lande, vi behøver at væge, for at det ikke skal lykkes fjenden at få os bort fra det, som er vort livs kald og opgave, idet han stjæler vort himmelske syn fra os og på den måde hindrer os i at blive til den nytte for Guds rige, som vi skulle være.