Vi kan i vor tid lære betydningsfulde lektier af det, der i sin tid skete med byerne Sodoma og Gomorra, for så sikkert som Gud lever, går denne tidsalder sin afslutning i møde.
Hvem har ikke med bæven læst om Sodoma og Gomorras ødelæggelse? Bibelens beretning herom er meget kort: HERREN lod svovl og ild fra himmelen regne over Sodoma og Gomorra ( I . Mos. 19:24).
Ødelæggelsen var total, for Herren Ødelagde disse byer og hele Jordanegnen og alle byernes indbyggere og landets afgrøde « (v. 25).
Helligånden har brugt Judas' pen til at lade os vide, at dette er mere end gammel historie. »ligeledes er Sodoma og Gomorra og de omliggende byer, der på samme måde var hengivne til utugt og søgte omgang mod naturen (med fremmed kød) sat til et advarende eksempel idet de lider straf i evig ild« Judas v. 7.
Det, der skete for så længe siden, er et billede på et frygteligt skue, som hele verden vil blive vidne til ved slutningen af menneskehedens historie. De fordærvede sodomitter karakteriserer alle syndere på den kommende regnskabets dag. Men Lot - hans hustru og Abraham minder os om dem, der er kommet' under Åndens indflydelse og har fået kundskab om Gud.
Lot, en mand, som med nød og næppe blev reddet
Denne stakkels sjæl undflyede, fordi han havde en gudfrygtig onkel, som bad for ham. Lot var i virkeligheden en god mand, for Peter refererer i sit andet brev til den »retfærdige Lot« og siger, at han »led under de tøjlesløse menneskers udsvævende iv« (2. Pet. 2:7). Han havde det altså ikke godt iblandt sodomitterne, men alligevel havde han valgt at gøre dette sted til sit hjem, og han kom ud derfra med kun livet i behold.
Vi kan tydeligt se en skare af Lots type i dag. De er foruroligede over tilstandene omkring dem, men de er så involverede i det nærværende, at de har mistet deres åndelige dømmekraft. I stedet for at søge Guds rige først er de grådige efter »ting«. Materialismen har fået førstepladsen og har skubbet Kristus som Herre ud af deres liv. Succes, prestige, sikkerhed og fremgang er blevet deres mål. De går i kirke om søndagen, hvis ikke de har noget andet planlagt, men dette har ikke førsteprioritet hos dem.
Lot havde en onkel, som hed Abraham; han var bekymret for ham. Der er ingen tvivl om, at denne gamle, gudfrygtige mand havde opsendt mange bønner for sin nevø. Det kan undre en, hvad Lots skæbne var blevet uden denne forbeder.
Tilsidesætter.
Hvorledes skal vi da kunne undslippe, hvis vi ikke bryder os om så stor en frelse? « siger Hebr. 2:3. Tilsidesætte (ikke bryde sig om) er et ord, der minder om passivitet. Det indbefatter ligegyldighed, mangel på flid. Lot var en sådan. Der er ingen grund til at tro, at han tog del i den ækle synd i sin hjemby. Men han stod heller ikke op og gik imod den. Han bøjede af, uanset hvilken vej vinden blæste. Han flød med strømmen. Ved den første byge af ild og svovl fra himmelen var han knap nok ude af byen. Selv englene havde svært ved at få ham ud. Det er utænkeligt, at nogen kristen ville være tilfreds med, »knap nok« at nå Himmelen. Men nogle lever, som om det var deres filosofi. De tager ikke tanken om den kommende dom alvorlig nok. De tror sandheden med deres forstand, men de føler ikke, det er tvingende nødvendigt at holde så stor afstand som muligt mellem dem og djævelens skare.
Nogle er måske ikke så heldige, at de har en Abraham, som på deres vegne står foran Gud. Vi kan kun overlade deres skæbne i Herrens hænder.
Lots hustru, en kvinde, som næsten kom ud
Næsten, men hun gik fortabt. Der var noget i Sodoma, som stadig tiltrak hende, og hun måtte have et sidste blik derpå. Det er ikke så underligt, at Jesus advarede med disse ord: » Tænk på Lots hustru! « (Luk. 17:32). Denne saltstøtte uden for den dømte by er en evig advarsel til alle, som ikke går imod denne tidsalders voldsomme understrøm.
Da Dalila råbte: »Filisterne er over dig, Samson! « sagde den forhen stærke mand til sig selv: »Jeg skal nok slippe fra det ligesom de andre gange og ryste det af mig! « (Dom. 16:20). Samson rystede sig selv, men denne gang rystede Gud ham ikke. Konsekvensen blev, at han blev slået i stedet for at sejre ..
Hvor mange kristne ryster ikke sig selv, men vinder ingen virkelige sejre, fordi det ikke er Gud, der ryster dem. De holder fast ved deres sædvanlige religiøse ud øvelser, men kraften er borte. De er perfekte mål for alle fjendens gloende pile.
I Salme 78:57 sammenligner Gud Israel med en »slappet bue «. I gamle dage var buen et vigtigt våben for soldaten. Hvilken fare ville han ikke være i, hvis den svigtede, når fjenden angreb?
Kristne er under frygtelige pres i dag. Vi må være sikre på, at vi ikke kæmper med »slappe buer«. Vi tør ikke regne med tidligere oplevelser, som har mistet salvelsens kraft.
I Jeremias 8:5 spørger Herren: »Hvi falder da dette folk i Jerusalem fra i evigt frafald ?«
En fare ved frafald er, at det er tilbøjelig til at blive evigt. Når det først er begyndt, er det svært at standse. En frafalden er som en mand, der hele tiden glider længere tilbage, fordi han uden større anstrengelser forsøger at bestige en stejl bakke.
Næsten - er ikke nok
Vi ville alle gøre vel i at give agt på advarslen i Hebr. 4: I: » ... så lad os ængsteligt våge over, at ingen af jer skal få den tanke, at han er kommen for sent. « Disse ord.
kommen for sent « er nedslående. Det er ikke den totale fejltagelse, men dette »næsten « at lykkes, der bringer størst fortvivlelse. Løberen, som næsten fuldførte løbet; holdet, som kun tabte med et point; bygmesteren, som næsten blev færdig med huset, inden stormen brød løs; den rejsende, som næsten nåede sit bestemmelsessted, før han kørte forkert.
Kristne, husk Lots hustru! Gud har kaldet os ud af den nuværende gudløse tid. Vi må leve her fysisk, indtil vi når Himmelen, men vort hjerte skulle ikke være her. Vore skatte skulle være der, hvor møl og rust ikke kan nå dem.·
Dommen. er nær forestående
Så sikkert som Gud lever, går denne tidsalder mod sin afslutning. Der er ingen grund til ikke at tage ordet om dom bogstaveligt.
Men Herrens dag skal komme som en tyv; da skal himlene forgå med brag, og elementerne skal komme i brand og oplyses, og jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op. « 2. Pet. 3: I 0.
Satan prøver at få den dag til at synes langt borte. Han går det nærværende så attraktivt, at vi mister synet for fremtiden. Lad vidnesbyrdet om Lots hustru være en evig advarsel imod at bukke under for de svindende tings tiltrækningskraft.
Abraham, han, som ikke kun reddede sig selv, men som reddede andre gennem vedvarende bøn
Hvor er det opmuntrende at se dette strålende lys i relation til al den smudsighed. Her er en mand, som havde fjernet sig fra den giftige atmosfære· i denne snavsede by. Men han huskede sin elskede familie, som stadig var der, og han bar dem som en byrde på sit hjerte.
Hvis der er en hemmelighed ved Abrahams sejr, findes den sikkert i den enkle udtalelse i I. Mos. 19:27, hvor der står, at Abraham tidligt næste morgen gik hen til det sted, hvor han havde stået for Herrens ansigt« (eng. overs.).
Enhver kristen har brug for et sted, hvor han står for Herrens ansigt. Vi kan ikke opretholde vor vandring med Gud, hvis vi ikke har disse regelmæssige tider, hvor vi har fællesskab med Ham. Lige meget hvor og hvornår det er, må vi have en tid med Herren hver dag. Det er vor daglige forret at blive fornyet ved Hans berøring.
Gud har stadig typer som Abraham Gud har til stadighed nogle som Abraham. Hvor må Herrens hjerte være opmuntret ved synet af dem, som har ladet sig skille ud fra denne verden. De er Hans sønner og døtre, og de kan med glæde kalde Ham »Fader«. For dem er de lykkeligste øjeblikke, når de står i Hans nærhed. Ikke alene bevarer de sig selv uplettede af denne verden, men de rækker ud til andre for også at styrke dem.
Salmisten skrev: »Salige er de, som dvæler i dit hus; de vil stadig prise dig.« Salme 84:4 eng. overs. Ordet »stadig« har stor betydning. Det taler om de helliges vedvarende tilbedelse. Ikke kun for en uge eller en måned, men som årene går - gennem sol og skygge, gennem liv og død - stadig prisende.
En dag møder du en kristen, som lovpriser Herren. Tyve år senere møder du vedkommende igen og spørger: »Hvordan har du det?« og han svarer: »Jeg lovpriser Herren!«
Hans hemmelighed er den samme som Abrahams. Han har et sted, hvor han hver dag står for Herrens ansigt.
Herrens dag kommer. Det er op til enhver at vælge, om vi »knap nok« skal undfly, om vi »næsten« skal undfly, eller vi skal være som Abraham, der står foran tronen omringet af andre, som er der, fordi han stod fast.