I slutningen af forrige og i begyndelsen af dette århundrede bredte en vækkelse sig mange steder ud over jorden. Også her fra landet fortælles der om åndeligt røre mange steder - ikke mindst i årene 1903-1906. Og af bogen »Indre Missions Historie« fremgår det, at da Carl Moe var præst i Harboøre (1877-1885) udbrød der ved hans forkyndelse så stærk en vækkelse, at hele Harboøre-landets åndelige tilstand forandredes derved.
Denne vækkelse fik ikke blot indflydelse flere steder på vestkysten, men også i andre egne af landet.
Ifølge bogen »Livstegn« af Jens M. Nielsen (bogen kan ikke fås mere) fremgår det, at Harboøre-fiskerne søgte fangstpladser langt fra deres hjemegn for at bjærge føden. De sejlede således helt om i Smålandshavet. Adskillige af disse fiskere var blevet omvendt, efter at pastor Moe var kommet til Harboøre, og de brændte efter at få andre med på vejen, så de vidnede 6g missionerede, hvor de kom frem.
Om søndagen var de ikke på havet, men da tog de søndagstøjet på og gik i kirke, og det hændte af og til, at de anløb Askø for at gå i kirke der.
Det vakte stor forundring hos øboerne, når de så en flok syngende fiskere på vej til kirke. Når fiskerne mødte nogen, standsede de· ofte vedkommende og spurgte: »Er du med på himmelvejen?«
Efter Gudstjenesten samledes man i et af de få troende hjem, der var på øen. Så blev der sunget, læst, samtalt og bedt. Og Harboøre-fiskerne efterlod et herligt og uudsletteligt indtryk af de helliges samfund.
Der kom andre tider, og fiskerne fra Harboøre fandt andre fangstpladser og andre missionsmarker, men de troende på Askø samledes fortsat om søndagen for at læse en prædiken, synge og bede. De var sat i gang.
Efterkommere af de dalevende øboere har fortalt, at der blandt andet blev bedt om, at der måtte komme en troende præst til øen. Der kom også en troende præst, som blev til velsignelse for beboerne.
Imidlertid er der dog ingen, der er kommet til at præge det åndelige livs udvikling på øen som pastor J. Fjord Christensen. Han var præst derovre fra 1902-1922.
Det fortælles, at Fjord Christensen havde et skrøbeligt helbred og et ydmygt sind, men han ejede ikke livet i Gud, da han kom til øen. De troende vedblev imidlertid at bede om en troende præst, og Gud hørte deres bøn, idet Fjord Christensen blev overbevist om sit behov. Han gik til sin bibel, Herren mødte ham gennem Ordet, og han blev frelst. En søndag sagde han i sin prædiken, at han var blevet et Guds barn, og fra da af tiltog han i kraft både legemligt og åndeligt. · Han blev til stor velsignelse, ikke blot for beboerne på Askø, men for hele stiftet.
Af forskellige grunde søgte Fjord Christensen sin afsked i 1922, hvilket bevilligedes ham. Der fulgte nu en vanskeligtid for ham og hans familie. Han havde ingen pension eller andre indtægter. Han følte sig kaldet til at forkynde Ordet for alt Guds folk. Og snart blev der sendt bud efter ham fra større såvel som mindre forsamlinger. Hans forkyndelse og undervisning blev således til hjælp for mange flere mennesker.
Redaktøren af dette blad har talt med mange, som har vidnet om, at Fjord Christensen var det redskab, om Gud brugte til at lede dem til tro eller til en dybere forståelse af Guds hemmelighed »Kristus«. I adskillige år blev hans prædikener bragt i bladet »Det salige Håb«, det, som senere kom til at hedde Mod Målet«.
Selv om det er en del år siden, at Herren tog Fjord Christensen hjem, taler han endnu til os gennem det skrevne ord. Hans artikler bliver læst af mange her i landet og i Norge, og nogle af dem bliver oversat til finsk og bragt i bladet »Airut«, som udkommer i 50.000 eksemplarer.
De, som undertegnede har talt med og som kendte Fjord Christensen personligt, giver ham det vidnesbyrd, at »han levede det, han forkyndte«.
» ... Med Kristus er jeg korsfæstet, og det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig.« Gal. 2:19-20.
Uden al tvivl har Harboøre-fiskernes besøg på Askø været de troende der til stor hjælp og opmuntring, ligesom det har inspireret dem til at holde ud i bøn - også for deres præst. At fiskerne blev ledt til at gå i land på Askø, har sikkert været en del af Guds store plan med beboerne samt med deres præst.
Som Gud ledte dengang, leder Han i dag, og lad dette være en tilskyndelse til os om at holde ud i bøn om, at Gud vil oprejse genfødte, åndsfyldte forkyndere iblandt os.
v.e.p.
»Da vi nu har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds Søn, så lad os holde fast ved bekendelsen!
Thi vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd.
Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.« Hebr. 4:14-16.
DET EVIGE LIVS ORD
Herre! Til hvem skal vi gå hen? Johs. 6:68.
Dette ord af Simon Peter er som et ekko fra den fortabte verdens suk efter liv og frelse.
Hvor skal vi gå hen?
Og den blinde verden vender sig hid og did - famlende og søgende. Til Buddha, men Buddha har ikke lægedom for synd. Til Muhammed, men den falske profet står kold over for synderes suk efter fred. Til afgudernes millioner, men de står der stumme og truende, og den søgende sjæl går bort, som han kom - med trællens bævende frygt.
Til verdens mange brønde, hvori den fredløse menneskeslægt mener at finde livets vand, men de er alle »revnede brønde« - og den søgende finder kun tomhed og skuffelse. Men »du har det evige livs ord,« bekender apostelen. Det er kristendommens sejr og triumf over for alle såkaldte religioner. Sukket er der i hver eneste menneskesjæl. Tag det bort, og kristendommen er fallit. Men det er der, og Jesus er der med lægedom og frelse. Ville da alle verdens sukkende og søgende sjæle så blot gå til Ham!
N P. Madsen