• Full width image
    Blåkildekirken
    Et fællesskab hvor budskabet om Jesus forkyndes.
    Læs mere
  • Left content image
    Blåkildekirken
    Vil du høre mere om Jesus?
    Du meget velkommen søndag kl.11:00 Læs mere
  • Right Image
    Blåkildekirken
    Et unikt fællesskab - kom og bliv sat i brandLæs mere

af. N. P. Madsen

Det var nat - ved midnatstide. Det var en oad nat, så ond og mørk som aldrig nogen nat før eller siden i Ægypten.

 Du ved nok, hvad det var for en nat. Du ved, hvad der skete. Det var Herren, der holdt dom over Farao og over Ægyptens land og alle Ægyptens guder.

Blæs i trompeten

 » ...  siger Herren: ved midnatstid vil jeg drage igennem Ægypten, og  skal alle førstefødte i Ægypten dø, lige fra den førstefødte hos Farao, der skal arve hans trone, til den førstefødte hos trælkvinden, der arbejder ved håndkværnen, og alt det førstefødte a f kvæget.« 2. Mos 11:4-5.

» ... og over alle Ægyptens guder vil jeg holde dom. Jeg er Herren!« 2. Mos. 12:12.

»Der skal i hele Ægypten lyde et klageskrig  stort, at dets lige aldrig har været hørt og aldrig mere skal høres.« 2.Mos.11:6. 

Og dommen blev udført ubrydelig, uforanderlig efter Herrens ord. Der står udtrykkelig:

 »Men ved midnatstid ihjelslog Herren alle de førstefødte i Ægypten lige fra Faraos førstefødte, der skulle arve hans trone, til den førstefødte hos fangen, der sad i fangehullet, og alt det førstefødte a f kvæget. Da stod Farao op om natten tillige med alle sine tjenere og alle ægypterne, og der lød et højt klageskrig i Ægypten, thi der var intet hus, hvor der ikke fandtes en død.« 2. Mos. 12:29-30.

 En streng Gud - en hellig, en nidkær Gud.

» Thi der var intet hus, hvor der ikke fandtes en død.« Ikke et eneste. Ikke engang selve kongens.

 Hvilken nat! Hvilken morgen! Hvilken opvågnen! Er det ikke, som synes vi endnu at kunne høre det fjerne ekko af skriget, det store skrig, hvis lige ikke har været, og hvis lige ikke skal blive mere? Skriget,

der lød fra hvert eneste hus i Ægyptens land lige fra Faraos kongeborg ved Nilen til den simpleste lerhytte. Et eneste gennemtrængende, altoverdøvende skrig, en tusindstemmig klage og jamren.

 En forfærdelig dag, en dommedag for Ægypten. - Det var Herren, der holdt dom over Ægyptens guder. Og den samme Herre vil engang holde dommedag over alle Guds riges fjender, alle vantro, alle fortabte. Hvor meget forfærdeligere vil den ikke blive.

 Men der var et lille folk, der denne nat sad så lunt og trygt, medens dødsstormen for hen over landet ved Nilen. Det var Herrens lille Israel. Rundt om mejede fordærveren alt det førstefødte ned, men til Israels børn kom han ikke. Hvad var det, som bevarede dem?

 »... og hele Israels menigheds forsamling skal slagte det ved aftenstid. Og de skal tage noget a f blodet og stryge det på de to dørstolper og overliggeren i de huse, hvor I spiser det ... Men for eder skal blodet på husene, hvor I er, tjene som tegn, og jeg vil se blodet og gå eder forbi; intet ødelæggende slag skal ramme eder, når jeg slår Ægypten.« 2. Mos. 12:6, 7 og 13.

»Jeg vil se blodet og gå eder forbi!« Det var hemmeligheden. Intet andet end blodet på dørstolperne kunne redde dem den nat. Der var ikke andet end blodet, Herren ville se. Men det var også nok.

 Så usigelig trygt sad Guds lille folk inde bag de blodbestrøgne dørstolper. De behøvede ikke dørlåse. De behøvede ikke bevæbnet vagt, ikke soldater til at vogte dem. De havde en vagt, der var tusinde gange bedre. Den Højeste havde sat vagt ved deres huse. Det var blodet på dørstolperne.

 »Jeg vil se blodet og gå eder forbi!« Det var deres frelse, og det var hele evangeliet, det var al nåde fra Gud - forkyndt i en eneste sætning.

Og det skulle blive ved at lyde som den dybe, stærke altbeherskende tone i alt evangelium fra Gud. Og det skulle klinge gennem alle tider og ud til alle folk fra hav til hav.

 »Jeg vil se blodet og gå eder forbi!« - - - - Solen stråler over Zions høje, over templets gyldne kupler.

Det er den tiende dag i den syvende måned, forsoningsdagen. Hele Israels menighed er samlet i templets forgård. Alt er stille i dette øjeblik. Den store skare står i åndeløs tavshed. 

En skikkelse iført ypperstepræstens blændende dragt træder ind i helligdommens paulun med en skål blod - helt alene. Han træder ind i det »hellige«. Langsomt skrider han gennem det dunkle rum, ombølget af en sky af duftende røgelse.

 Så slås forhænget til side, og højtideligt og tilbedende træder han ind i det »allerhelligste «.  Så står han over for Israels hellige Gud, der troner over keruber. Han står her i folkets sted, for folkets synders skyld, for at gøre forligelse for dets synder; Nylig blev bukken slagtet og blodet opsamlet i skålen, han bar.

Dette blod var forligelsen. Med det turde han træde ind til Gud. Med det havde han bestænket sig selv. Og nu trådte han hen til pagtens ark og stænkede det syv gange på stedet mellem kerubernes vinger, på nådestolen til forsoning og forligelse for folkets synd.

 Og udenfor stod folket selv i stille, tilbedende andagt. Dette hellige øjeblik fyldte alle med fred og tryghed. De vidste, at der stod en præst mellem dem og Gud, en præst med helligt offerblod for deres synd. De vidste, at der var blod imellem dem og Gud. Derfor var de trygge. Alle deres synder var bortvendt - tilgivet - udslettet - aftvættet - i blodet.

 »Jeg vil se blodet og gå eder forbi!« Men offeret gjaldt jo kun for et år. Præsten gik ud igen. Og så var der ingen offerpræst mere mellem Israel og Gud. Derfor var det hele kun »en skygge«.

 »Thi det er umuligt, at blod a f tyre og bukke kan borttage synder.« Hebr. 10:4.
»Men Kristus kom som ypperstepræst for de goder, der nu er blevet virkelighed; og gennem det større og fuldkomnere telt .... gik Han, ikke med blod af bukke eller kalve, men med sit eget blod en gang for alle ind i helligdommen og vandt en evig forløsning.« Hebr. 9: 11-12.
» Thi Kristus gik ikke i en helligdom, som er gjort med hænder og kun er et billede af den sande, men ind i selve Himmelen for nu at træde fremfor Guds åsyn til bedste for os.« Hebr. 9:24.
» ... Men nu er Han en gang for alle ved tidernes fuldendelse åbenbaret for ved sit offer at bortskaffe synden.« Hebr. 9:26.

Kan du i ånden se vor herlige forsoner træde ind i Himmelen - med sit eget blod - ind for Guds ansigt? Hvilket øjeblik. Der har gået en jubel gennem alle Himle, idet alle Himlens tjenende ånder så deres guddommelige Herre vende tilbage med forsoning og sejr.

 Går der også en jubel gennem din sjæl, når du tænker dig dette store øjeblik, det største i frelsens historie? Er du tryg som folket hist i forgården, fordi der er blod imellem dig og Gud? Du kan være det mangefold mere. For Kristus går aldrig ud af helligdommen mere. Han står evig for Guds ansigt i vort sted. Han vandt en evig forløsning. Og en forløsning fra al synd. Han »borttog synden«, Han »bortskaffede synden« ved sit offer. Blodet »renser«, blodet »aftvætter«, blodet »dækker«, blodet »soner«, blodet »helliger «. Og det gælder al synd for evig tid.

 » Thi med et eneste offer har Han for bestandig ført dem, der helliges, til fuldendelse. « Hebr. 10:14.

 »Det er fuldbragt« - det store offer, den hele frelse. Blodet alene er nok for Gud til forsoning og evig fred og kraft og sejr. Der skal ikke lægges noget til - intet som helst. Det er fuldbragt, og vi må modtage det som et fuldbragt værk - blodet - blodet alene. 

»Jeg vil se blodet og gå eder forbi!« Der står et herligt ord i Hebr. 12:24: »I er kommet til bestænkelsens blod.«

 Er du også det? Det er hele sagen - den største, den vigtigste af alle i hele verden. Det hjælper jo ikke, at alt er fuldbragt, hvis du ikke har modtaget det i tro. Det hjælper ikke det allermindste, at Lammet er slagtet, og blodet er der til evigt skjul og dække, når du ikke har strøget det på dit hjertes dørtræ - når det ikke er stænket på dit arme, urolige, fredløse hjerte, når det ikke har renset din onde besmittede samvittighed fra alle døde gerninger, så du kan tjene den levende Gud (Hebr. 9:14).

 Ak, der er så mange, mange, der ikke er kommet til blodet. De er kommet til mange ting. De er kommet til en præst eller missionær eller et andet menneske for at få trøst. De er kommet til en kirke, til et parti, til en retning, til et samfund. De er måske også på en vis måde kommet til Gud, har haft et møde med Gud. Men der er dog alligevel noget i vejen med dem. Der er ingen rigtig fred og vished, ingen kraft, ingen frihed, ingen holdning, ingen hellighed, intet vidnesbyrd, ingen mission. Hvorfor? Fordi de ikke er kommet til bestænkelsens blod.

 Deres hus ligger hvert øjeblik udsat for fjenden, »fordærveren«. De har vagt ved, det. De kæmper, så godt de kan, og våger og beder. Ak ja, det er alt sammen godt, men der er intet blod på dørstolperne. Derfor er de ikke skjult. Og derfor ingen tryghed. Gud forbarme sig over dig, hvis der ikke er blod imellem dig og Gud. Så er alt andet forgæves.

 Må jeg sige til dig: vort påskelam er slagtet - Kristus (1. Kor. 5:7). Blodet er der. Stryg det på dit bange hjertes dørtræ, og du kan sidde lunt og trygt, mens alle storme farer forbi - også dødens iskolde storm engang.

 »Thi jeg vil se blodet og  forbi!« Inde bag de blodbestrøgne dørstolper - der er den Højestes skjul.

VED KORSET

Du stred, du led og døde til sidst, du vor Konge, vor Mester, vor Frelser og Krist.

Forhånt og forrådt, blandt røvere du hang, medens vi stod der ved korset, den time du døde, en time så lang.

Vi ventede på underet, at mirakler skulle ske, at engle fra Himmelen ville dale ned, men intet der skete, og intet vi så, andre du frelste - og hvem kunne forstå, at magtesløs du hang der - og døde til sidst, du vor Konge, vor Mester, vor Frelser og Krist?

Du hang der på korset, hang der og døde, og bad så til sidst - bad for dine fjender, fjender, der bedrog dig og tog dig med list, blot et ord fra din mund, og du kunne ha' knust dem, men du lod dem gøre, hvad de ville.

Medens du hang der og døde - døde så stille, da tvivlede vi en stund, men ved dit Fuldbragt!« vi vidste, vor tvivl og vantro til trods, du hang der og døde, døde for os.

v.e.p.