»Og Israel sagde til Josef: 'Jeg havde ikke turdet håbe at få dit ansigt at se, og nu har Gud endog ladet mig se dit afkom!' 1. Mos. 48:11.
Det var en stor overraskelse for den gamle Jakob, da hans sønner bragte ham budskabet om, at Josef levede, og at han var en stor fyrste i Ægyptens land. Det var svært for ham straks at tro og fatte denne sandhed. Og da Jakob senere skulle lægge sine velsignende hænder på Josefs to sønner, inden han sluttede sin pilgrimsfærd, udtalte han de ord, som er anført ovenfor. Heri gav han udtryk for den store overraskelse, Gud havde ladet ham blive til del. Hvor havde han ikke i mange år sørget over sin yndlingssøn Josef, og nu fik han til og med de sønner at se, som Gud havde givet ham.
Det er jo således, at overraskelser indtager en stor plads i vort liv. Vi vil alle gerne både overraske og overraskes. Begge dele giver en følelse af velbehag. Hverdagslivets ensformighed oplyses og forgyldes af solskin, når vi bliver genstand for en behagelig overraskelse.
Også livet i Gud er fuld af overraskelser. Det er et tydeligt bevis på, at Gud tænker på os, og at Han vil glæde og opmuntre vore hjerter. Vi forstår deraf, at Gud sætter pris på os.
Vort åndelige liv begynder med overraskelser.
Når et vakt menneske kommer til Gud, betynget af synd og skyld, med nød og uro i sin sjæl, har det kun en tanke, nemlig denne: kan jeg blot få Guds tilgivelse, da begærer jeg intet mere. Dersom Han blot vil tage denne tunge byrde fra mig og give mig et bevis på; at jeg slipper for at blive bortkastet fra Hans åsyn, da skal jeg for evigt takke Ham. Mere vover et søgende menneske i reglen ikke at begære af Gud.
Men her møder den søgende en stor overraskelse. I samme øjeblik, sjælen ser op til Jesus som sin forsvarer og syndebærer og i tro på det udgydte blod søger nåde og forladelse, bliver den storlig overrasket, når den kommer til at erfare, hvorledes hjertet fyldes af en stille fred og dyb glæde. Den erfarer:
Lammets blod har åbnet livets port!
Her møder Gud hver synd betynget med fuld forløsning, salighed og trøst.
Den vakte og søgende sjæl bad kun om forladelse, men fik erfare fred og salighed samtidig med, at forladelsens nåde blev levende for hjertet. Det er en guddommelig overraskelse, og denne erfaring stemmer fuldstændig med, hvad Skriften lærer. I det velkendte ord i Rom. 5:1 læser vi herom: »Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.«
Hvor herligt Gud overrasker den stakkels synder, der kommer til Ham, illustreres på en dejlig måde for os i beretningen om den fortabte søn. Da han var på vej hjem, vovede han ikke at tænke på mere end muligvis at begære af sin fader, at han måtte blive som en af hans daglejere. Da han havde forbrudt sig så meget og såret faderens kærlighed, kunne han ikke tro, at han skulle få nogen anden stilling. Men da faderen så ham, skyndte han sig at løbe imod ham, faldt ham om halsen og kyssede ham inderligt. Der blev slet ikke talt om at blive daglejer. Nej, der blev glæde og fest, der blev højtid af en usædvanlig art. Sønnen blev indsat i sine gamle rettigheder. Han fik barneret og sønnekår, højtidsdragt, sko og ring. Han blev storlig overrasket og følte sig sikkert også skamfuld.
På samme forunderlige og nådefulde måde handler også den himmelske Fader med alle sine fortabte sønner og døtre, som vender om til Ham og søger Hans forbarmende nåde og kærlighed. Dette er meget stort og dyrebart.
Men de guddommelige overraskelser møder os ikke blot, når vi første gang kommer til Herren. Han sender os overraskelser den ene gang efter den anden. Vi får stadig nye beviser på, at Gud tænker på os, og at Han vil vort vel. Han giver opmuntring og trøst, Han giver styrke og kraft, salighed og nåde.
I et troende menneskes bønneliv forekommer der mange overraskelser. Dette er også i fuld overensstemmelse med, hvad Skriften siger os. Vi har et sådant ord som Ef. 3:20, hvor der står: »Men Ham, som over al måde form år med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over det, som vi beder om eller forstår.«
Hvor ofte har ikke Guds bedende børn erfaret og oplevet sandheden af dette ord. Det oplevede den første menighed i rigt mål.
Det må have været en stor overraskelse for Herrens disciple i Damaskus, da de fik at vide, at Saulus, forfølge ren, var blevet en Jesu discipel. Det var ikke underligt, at de blev ude af sig selv af forundring (Ap. G. 9:21). Vi ved ikke, om de havde tro for at bede om, at forfølgeren måtte blive omvendt. Måske de ikke vovede at bede om andet, end at Gud i sin nåde ville bevare dem fra at rammes af forfølgerens hånd.
Men nu gjorde Gud meget mere. Han frelste Saulus og gjorde ham til disciplenes ven og medarbejder. Han blev et med dem.
Da apostelen Peter ved en engels hjælp var blevet udfriet af Herodes' fængsel, var det ligeledes en stor overraskelse for dem, der var forsamlede og bad. De vovede jo ikke at tro, skønt Peter selv stod uden for døren og bankede på og bad om at måtte komme ind (Ap. G. 12:12-17).
På denne måde virker Gud endnu. Han møder bedende mennesker. Han løfter byrden af og stiller hjertets uro, Han trøster med nåde og salighed og velsigner med kraft, Han styrker det faldne mod, læger sårede hjerter og hjælper i nød af både åndelig og legemlig art. Undertiden må vi måske både vente og råbe, sukke og klage. Men ret som det er, spredes skyerne, byrden løftes af, og vi får ny kraft, fred og barmhjertighed i rigeligt mål.
Også den sjæl, som er snublet og faldet og knapt vover at vente ny nåde fra Gud, får lov til, når den vover at gribe fat om løfterne og gøre krav på det forsonende blod, at erfare, hvordan rig og overstrømmende nåde bliver den uværdige til del. Den bliver overrasket over nådens rigdom, Guds underfulde kærlighed og Hans uendelige trofasthed.
Og hver gang Herren opfylder vore begæringer, bliver det en ny opmuntring til fortsat bøn og tro på Ham og en inderligere fastholden ved Hans hellige og dyrebare løfter.
Gennem hele vort liv vil Herren fortsætte med at bringe os overraskelser, og når vi ved Hans nåde engang er bjerget hjem, skal vi møde den største af alle overraskelser: Vi skal blive Ham lige, thi vi skal se Ham, som Han er (1.Johs. 3:2).
Til dette mål vil Herren hjælpe os alle.
Fra bladet »Det salige Håb«.
» Thi således elskede Gud verden, at Han gav sin Søn den enbårne, far at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Johs. 3:16.