Thi jeg ved, hvilken tanker jeg tænker om jer, lyder det fra Herren, tanker om fred og ikke om ulykke, at jeg må give jer fremtid og håb. Jer 29:11
Der var et godt budskab, Gud gav til sit udvalgte folk, hvoraf den overvejende del befandt sig i landflygtighed i Babel, mens en rest var tilbage i det land, der næsten var ødelagt af deres fjender.
Selv om freden og lykken syntes langt borte - alt så nærmest ud til at føre til ulykke - havde Herren dog tanker for fred med sit folk.
Fred er et skønt ord, og det er dejligt at leve i fred med sig selv, sine medmennesker og sin Gud. Det virker også beroligende, når man oplever, at der er fred nationerne imellem. Danmark kan her i maj 1990 fejre 45 årsdagen for Danmarks befrielse. For de unge betyder denne dag vel ikke noget, men for os, som husker befrielsesdagen, vil det med at være et frit land altid stå som noget særdeles stort. Har man oplevet en 9. april ved man, at frihed er et dyrebart klenodie, og at det ikke er en selvfølge, at vi bliver bevaret som et frit land.
Mange på Jeremias' tid havde ikke regnet med, at det ville gå, som det gik. Profeterne havde de slået ihjel, fordi de havde profeteret om det, som ville komme. Der var falske profeter, som spåede, at alt ville blive ved med at være som altid. De var besat af løgnens ånd, og de profeterede løgn.
Måtte vi dog kende tidens tegn og som Jeremias vidne om sandheden, uanset om den er ilde hørt.
Vi kan kun glæde os over den udvikling, der sker i Østeuropa, hvor mure bliver brudt ned og grænsespærringer ryddet af vejen. Gamle systemer bliver styrtet og voldsregeringer fjernet, og der synes al grund til at profetere fred, fred! Men spørgsmålet er, om der virkelig bliver fred ved de mange menneskelige foranstaltninger. Hvis vi går til Bibelen for at få svar, ser vi, at der ikke bliver fred på jorden, før Jesus - Fredsfyrsten - kommer i stor magt og herlighed og sætter alle ting på plads.
Men før Fredsfyrsten kommer på denne måde, vil Han komme i skyen og bortrykke alle de døde i Kristus og derefter de, som på det tidspunkt lever og er i Kristus.
Det er disse begivenheder, vi som kristne skal have i tanke. Vi skal se hen til troens banebryder og fuldender (Hebr. 12:2). Han er vor fred (Ef. 2:14).
Vi skal vel ikke være ligegyldige over for de store omvæltninger og begivenhederne, som finder sted omkring os, men lad os ikke tro, at der ved menneskers hjælp kan etableres et fredsrige på jorden, for da kan vi let bedrage os selv. Som det er umuligt for en neger at skifte sin hud og en panter sine striber (Jer. 13:23), er det også umuligt for Gud-fjendtlige systemer at forvandle sig selv. De kan give systemerne og partierne nye navne, men derved ændres sindelaget ikke. Kun Gud kan give mennesker et nyt hjerte, et hjerte, der vil fred, fordi det ved troen på Jesus Kristus har fået Guds velbehag og ejer Hans fred (Luk. 2: 14).
Mange af os havde håbet, at vi var gået ud af besættelsesårene som et lutret folk, der ville søge Gud, men sådan gik det ikke. Vort folk er i årene, der er gået, kommet længere bort fra Gud og Hans sandhed. Vi ved ikke, hvad vi skal igennem, før Jesus kommer igen, men vi har, som de havde det på Jeremias' tid, brug for en profet, der kan sætte høj såvel som lav i rette og vise hen til Ham, som stadig siger: »Kalder I på mig, vil jeg svare eder; beder I til mig, vil jeg høre eder; leder I efter mig, skal I finde mig; såfremt I søger mig af hele eders hjerte, vil jeg lade mig finde af eder, lyder det fra Herren«. Jer. 29:12-13.
Ja, måtte vi dog som et folk søge Herren af hele vort hjerte, så Han bliver den, der råder over vore tanker og gerninger, da vil vi også som et folk opleve Hans fred, uanset hvad morgendagen vil bringe os.
»Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte forfærdes ikke og være ikke modløst!« Johs. 14:27.
v.e.p
KOMMER DU?
»Den, som kommer til mig.« Johs. 6:37.
Om du aldrig er kommen før, om du lige har været hos Ham, eller om det er længe siden, så længe måske, at du skammer dig ved at komme, derom spørges der ikke. Det lyder blot: »Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort.«
Guds Søn har jo spejdet efter dig længe, og Han har længtes efter dig for at give dig, hvad du trænger til for at blive fri og salig.
Han elsker dig jo. Det kan du læse ud af Hans pine på korsets træ, thi det var af kærlighed til syndere og for syndere, at Han døde. Og Hans kærlighed er stor og rund nok til både at tilgive og give.
Om dine synder end var røde som blod - Han vil tilgive. Det kan Han, for Han har selv lidt for dem. Betalt og udslettet dem. Og Han vil det, for det har Han sagt - den evig trofaste. Og Han vil give, for Han er »rig nok for alle dem, der påkalder Ham.« Rom. 10:12. Og Han vil, for det er Hans hjertes lyst.
Men så må du også komme. Ellers får du ingen del i Ham. Han tvinger ingen. Han kalder blot og siger kom! Men de, som ikke kommer og tager mod Hans kærlighed, det er dem, der bliver udenfor, uden Gud, uden frelse, uden Himlen.
N. P. Madsen.