• Full width image
    Blåkildekirken
    Et fællesskab hvor budskabet om Jesus forkyndes.
    Læs mere
  • Left content image
    Blåkildekirken
    Vil du høre mere om Jesus?
    Du meget velkommen søndag kl.11:00 Læs mere
  • Right Image
    Blåkildekirken
    Et unikt fællesskab - kom og bliv sat i brandLæs mere

Gud siger i sit ord: »I skal være hellige; thi jeg er hellig.« 1. Pet. 1:16. Og Gud har foreskrevet os en vej til helliggørelse, en vej, der går uden om verden, kødet og djævelen, som de kristne må kæmpe imod.

Hvis vi virkelig er født på ny, vil der være en længsel i os efter at genspejle Gud. Der vil være en længsel efter at blive Jesus lig. Så er spørgsmålet bare, hvordan bliver vi helliggjorte? Hvordan virker Gud helliggørelse i os?

Blæs i trompeten

Da mennesket syndede, mistede det sin uskyld og blev dermed skyldigt. Det mistede sit åndelige liv, det døde (åndeligt) på grund af overtrædelse og synd. Det mistede sin kraft og blev gjort til slave af verden og den onde. Men det største tab var dog, at det mistede hjertets hellighed.

Guds mægtige frelsesplan er dog i stand til at møde ethvert behov, som det faldne menneske måtte have, idet Han har sørget for genoprettelse af det ødelagte. Han har sørget for genoprettelse af hjertets hellighed i det liv, vi lever her, på samme måde som vi vil være fuldkomne i alle andre ting, i det liv der kommer. I Guds mægtige forløsningsplan er der både et øjeblikkeligt og et fortløbende aspekt.

Helliggjort ved blodet

For det første er vi helliggjorte ved blodet. Kristi udgydte blod på Golgata er det eneste sikre grundlag for tilgivelsen af vore synder. Ifølge Guds ord vil alle, som om vender sig og tror på Jesus Kristus, få tilgivelse. Dyreofringerne, som tog sin begyndelse lige efter syndefaldet, og som  hele Det gamle Testamente beretter om, symboliserer denne vidunderlige kendsgerning. Men i Det nye Testamente peger Johannes Døberen på Jesus, som den, der nu skulle sone menneskets synd. I Johs. 1:29 siger han: »Se Guds lam, som bærer verdens synd!«

Apostelen Johannes siger i sit første brev: »Men hvis vi vandrer i lyse ligesom Han er i lyse så har vi fællesskab med hverandre, og Jesu, Hans Søns, blod renser os fra al synd Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er Han trofast og retfærdig, så Han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed« 1:7-9.

Ved Jesu blod er synden fjernet, og hellighed er gjort mulig. Jesu Kristi blod er Guds middel til at hellige os. »Og det er næsten sådan, at efter loven bliver alt renset med blod, og der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udg ydt.« Hebr. 9:22. For Jesu skyld tilgiver og renser Gud den angrende synder, som tror, og han vil fra det øjeblik være genfødt, født ovenfra, og bør være forvisset om evigt liv.

Helliggjort ved korset

Men Kristi blod er ikke det eneste middel, Gud bruger til at hellige os. Vi bliver også helliggjorte ved korset. Synden har inficeret hele mennesket. Forløsning er ikke et simpelt, men et kompliceret problem, som kun Guds visdom og kraft kan løse. Den, som har opnået tilgivelse og forvisning om evigt liv, opdager snart, at der er et dybere behov end tilgivelse. Grunden hertil er, at synden har to sider. Foruden selve den syndige handling findes der et indre syndeprincip (drivkraft). Dette kan ikke tilgives. Det må dø.

Den bedste beskrivelse af menneskets fordærvede natur finder vi hos profeten Esajas. Han siger:» Vi for alle vild som får, vi vendte os hver sin vej. .. « 53:6. Denne »hver sin vej« (selviskhed) er det grundlæggende element i menneskets syndighed. Det kan ikke til gives, det må ophøre, det må dø. Dette ønske om »vor egen vej« må korsfæstes og forblive på korset.

Gud kan og vil tilgive selviske handlinger, men Gud kan ikke tilgive selviskhed, så længe vi stædigt holder fast på at ville gå vore egne veje. En sådan selvisk levemåde må være slut. Til at imødegå dette dybe behov i menneskets natur er det ikke blodet, men derimod korset, vi har brug for. Jesus siger således i sit ord: »Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!« Matt. 16:24.

Apostelen Paulus lægger det også klart frem i Rom. kap. 6. I det første vers spørger han: »Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive større?« Og derefter svarer han: »Nej, langtfra!« Resten af kapitlet klarlægger detaljeret den metode, som Gud bruger, når Han skal arbejde med det fordærvede indre i et liv fuldt af selviskhed.

I vers 6 siger Paulus: » Vi ved jo, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet med Ham, for at det syndige legeme skulle miste sin mag så vi ikke mere skulle trælle for synden« Hvis dette vers virkelig siger noget, så må det da være, at gennem vor korsfæstelse med Kristus er syndens magt brudt. Vi behøver ikke længere at synde!

Dette betyder, at Kristus, vor stedfortræder, ikke alene døde for vore synder. Jesus »bar vore synder på sit legeme op på korsets træ« 1. Pet. 2:24. Men Han gjorde mere end det. Han tog også os med - vi blev korsfæstet med Ham. Dette er Guds behandling af vor syndige natur.

I vers 11 siger Paulus: »Således skal også I regne jer selv for døde fra synden og levende for Gud i Kristus Jesus.« Vi må kende denne sandhed, vi må tro den og regne med den. Medmindre vi regner med den kendsgerning, at vi var forenede med Kristus i Hans død fra synden, så vi også døde fra synden, og vi regner Hans opstandelse som vor opstandelse, vil vi aldrig komme til at kende virkeligheden af sejr over synd.

Nogle af os lærte efter vor katekismus, at det gamle menneske skulle »druknes hver dag«. Bibelen siger imidlertid intet om at »drukne« det gamle menneske, ligesom den heller ikke siger, at det skal ske hver dag. Det er derimod en enkeltstående oplevelse, som bliver et vendepunkt i ens liv, og denne oplevelse kan så efterfølges af daglig lydighed i afhængighed af Helligånden. I 1. Kor. 15:31 siger Paulus: »Dag efter dag dør jeg,« men det er ingen hentydning til det gamle menneske. Det, Paulus derimod mente, var, at han levede et farligt liv, hvor hver dag betød nye risici, der kunne koste ham livet.

Apostelen Paulus havde 1 sit liv erfaret, hvad Kristi korsfæstelse betød for ham, og det vidner han om i Galaterbrevet: »Og det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sig selv hen for mig.« Gal. 2:20.

Vor opgave er at erkende denne kendsgerning. Vi må tro den, acceptere den, og foretage de nødvendige moralske justeringer. Det vil sige, at vi skal vende os fuldstændig fra verden, fra kødet og djævelen, og i stedet vende os til Gud i total overgivelse. Det må være en overgivelse så fuldstændig og uigenkaldelig, at det eneste ord, som nogenlunde kan beskrive den, er død - selvlivets død.

Korset er Guds metode, det middel, hvorved Han helliger os. Ved det er vi sammenvoksede med Kristus i Hans død og opstandelse. Men det, som er alles stilling, må blive den enkeltes personlige erfaring.

Helliggjort ved Ånden

Disse to aspekter i Guds helliggørelses værk - tilgivelse og renselse ved blodet og korset - er begge negative. Men der er også en udpræget positiv side, nemlig helliggørelse ved Helligånden. Den dag, Jesus opstod, åndede Han på sine disciple og sagde: »Modtag Helligånden!« Og på pinsedagen, 50 dage senere, var de både døbte med og fyldte af Helligånden.

Guds Ånd er hellig, og Han tildeler hellighed. Gud ikke alene regner os for retfærdige, Han retfærdiggør os. Han ikke alene regner os for hellige, Han helliggør os. Hvis ikke Helligånden fylder os med opstandelseslivet, vil et liv i hellighed aldrig blive vort.   Selv om det er sandt, at Gud ved Jesu legemlige død på korset dræbte vor kødelige tilbøjelighed til altid at ville gå vore egne veje, må der nødvendigvis komme et tidspunkt, hvor vi af egen fri vilje nagler denne tilbøjelighed til korset, for den er i fjendskab med alt det, Gud ønsker at gøre i os.

Vi er også oprejst med Kristus og kan nu vandre i et helt nyt liv. Vi har fået del i Kristi natur. Derfor kan den villige og tillidsfulde troende leve et helligt liv, og Helligånden giver et sådant menneske kraft til at tjene.

Aftenen før korsfæstelsen forberedte Jesus sine disciple på, hvad de skulle opleve pinsedag (Johs. kap. 14, 15 og 16), og lige før sin himmelfart samlede Han igen disciplene og bød dem »ikke at vige fra Jerusalem, men oppebie det, som Faderen havde f01jættet, 'og som I, 'sagde Han, 'har hørt mig tale om. Thi Johannes døbte med vand; men I skal om ikke mange dage døbes med Helligånden'« Ap. G. 1:4-5. Det var det, de oplevede på pinsedag. Det er en oplevelse, som er til rådighed for enhver, også i dag. Den er til rådighed for alle, der er tørstige nok til at komme til Kristus og drikke og modtage den velsignelse, som Han har lovet - en personlig pinse.

Om end den historiske pinse såvel som det historiske Golgata ikke vil blive gentaget, så må vi have et personligt forhold til det, som er blevet os givet både på Golgata og på pinsedag. Det er Guds ønske at udøse Golgatas og pinsedags fulde velsignelse over enhver angrende, overgivet, troende sjæl.

Helligånden er således et af de midler, hvorved Gud helliger os. I forbindelse med det, Peter havde oplevet i Kornelius' hus, sagde han: »Og Gud, som kender hjerterne, har givet dem vidnesbyrd ved at give Helligånden til dem lige så vel som til os. Han gjorde ingen forskel på os og dem, idet Han ved troen rensede deres hjerter.« Ap. G. 15:8-9.

Den fremadskridende helliggørelse ved Ånden

Det helliggørelsesværk, som Gud gør ved blodet, korset og Helligånden, kan modtages straks, når betingelserne herfor er til stede. Men derefter er der også en fremadskridende side af Guds genoprettelsesplan.

Helligånden ikke alene renser vore synder bort ved blodet og korset, men Han begynder at omdanne den fuldt overgivne og tillidsfulde til lighed med Jesus. Han vil hjælpe med at ændre de vaner, træk og karakteristika, som måske ikke er syndige i sig selv, men som ikke passer til det nye menneske.

Dette værk, som kan kaldes »at vokse i nåden«, foregår fortløbende. Helligånden leder og underviser os, og Han danner vor karakter, men en forudsætning for, at det dette vidunderlige kan ske, er, at vi forbliver tillidsfulde og overgivne.

 Den fremadskridende helliggørelse ved Ordet

Der er et andet aspekt ved den fremadskridende helliggørelse. Vi er helliget ved Guds ord. Jesus sagde:»/ er allerede rene på grund a f det ord, som jeg har talt til jer. « Johs. 15:3. »Hellige dem ved sandheden! Dit ord er sandhed« Johs. 17:17. Apostelen Peter refererer til dette aspekt i de følgende ord: »Da I har renset jeres sjæle i lydighed imod sandheden. .. « I. Pet. 1:22.

Salmisten siger: »Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti « Salme 119:105. »Hvorledes holer en ung sin vej ren? Ved at holde sig efter dit ord« Salme 119:9.

Vi har hele tiden brug for Guds ord, for det er den eneste sikre vejviser, hvis vi vil bevare troen og leve som kristne. Guds ord er et nådemiddel, som frembringer vækst i kristenlivet.

Den fremadskridende helliggørelse ved disciplin

Endnu et aspekt ved den fortløbende helliggørelse er disciplin. Det må dog gøres helt klart, at dette ikke refererer til at disciplinere det gamle menneske. Bibelen åbenbarer kun en plan med det gamle »Adam-liv« (selv livet), og det er døden med Kristus på korset.

I Hebræerbrevet kap. 12 tales der meget klart om disciplin (tugt), og det sættes i forbindelse med hellighed (Hebr. 12: 1-13). Der tales om, at vore fædre »tugtede os for en kort tid, som de skønnede, det var bedst, men Han gør det til vort sande gavn, for at vi skal f å del i Hans hellighed« v. 10. Vi har behov for disciplin (tugtelse), for det er gennem den, vi vokser op til modenhed.

Selv i Kana'ans land havde israelitterne modstandere. Disse kana'anæere er for os kristne et billede på verden, kødet og djævelen, eller vi kan måske genkende dem som onde ånder eller gamle vaner. Alt dette må besejres. Gud ønsker ikke en holdningsløs og svag hellighed. Han vil, at vi skal være stærke, og derfor har Han efterladt modstandere på vor slagmark. Gud holdet selv øje med os, og hvis vi fejler, som Israel gjorde det, tugter Han os.

Jeg tror, at mange af de uforståelige hændelser i vore liv ville blive forståelige, hvis vi vidste, hvordan Gud planlægger tingene og omstændighederne til vort bedste. (Et eksempel på dette er Job). Ofte underviser Gud os gennem skabninger, som egentlig ikke er værdige til det. Job måtte lære gennem sine tre venners anklager, Peter gennem en hane. Bileam blev undervist af et æsel og Paulus af en tom. Abraham måtte lære, at han elskede Isak mere end Gud, og Elias måtte lære, at han havde en skjult svaghed, en frygt - han flygtede på grund af en kvinde.

Endog Jesus »lærte lydighed a f de Han led« Hebr. 5:8. Jesus var hellig helt igennem, men Han måtte også gå gennem ilden. Det, vi alle må lære, er ubetinget og øjeblikkelig lydighed.

I denne del af Guds store genoprettelsesplan med det faldne menneske - helliggørelse ved disciplin - er der to ting, som vi skal undgå: at protestere og at fortvivle. Der er en stor fare for enten at gøre oprør mod de forhold, Gud sætter os i for at disciplinere os, eller at give op i fortvivlelse og modløshed.

Begge dele er forkerte, og hver enkelt af dem vil betyde, at vi ikke blot mister fordelene ved denne del af Guds helliggørelsesplan, men at vi også mister det, som vi umiddelbart modtog gennem Hans perfekte fremgangsmåde ..

Gud helliger os ved blodet, ved korset, ved Helligånden, ved Ordet og ved disciplin. Vi må hverken protestere eller fortvivle, men overgive os i tro og i tillid til, at Han gør sit underfulde værk, så det, der omtales i Ef. 5:25-27 må blive opfyldt på os:

» ... Kristus elskede kirken og gav sig selv hen for den, for at Han kunne hellige den, idet Han rensede den i vandbadet ved Ordet, og for at Han således kunne fremstille kirken for sit åsyn som herlig, uden plet eller rynke eller andet sådan nej, den skulle være hellig og dadelfri«

T. A. Hegre  

» Thi de, som lader sig lede af kødet, attrår det kødelige; men de, som lader sig lede af Ånden, attrår det åndelige.« Rom. 8:5.

 » Thi ordet om korset er vel for dem, som fortabes, en dårskab, men for os, som frelses, er det en Guds kraft.« 1. Kor. 1: 18.