fra dec. 1992
»Så drog Isak bort og slog lejr i Gerars dal og bosatte sig der. Men Isak lod atter de brønde udgrave, som hans fader Abrahams trælle havde gravet, og som filisterne havde tilkastet efter Abrahams død, og gav dem de samme navne, som hans fader havde givet dem.« 1. Mos. 26: 17-18.
»Så siger Herren: Stå ved vejene og se efter, spørg efter de gamle stier, hvor vejen er til at godt, og gå på den; så finder I hvile for eders sjæle.« Jer 6:16.
Hvad var meningen med Isak? Kunne han ikke gøre andet end at grave gamle brønde fri? Havde han ikke mod til at gå sine egne veje, siden han blot fortsatte i sin fader Abrahams spor?
Isaks handlemåde synes ikke at appellere til vor tids kristendom, for i dag skal der jo til stadighed prøves nye veje, og dette har medført, at kristendommen er ved at være et stort forvirrende netværk af nye veje, nye navne, nye metoder, nye slagord, nye sange, ny musik og - en ny forkyndelse.
Vi skal påkalde os verdens opmærksomhed, bliver der sagt. Vore programmer og annonceringer skal virke tiltrækkende, og vi skal tale et sprog, som de forstår. Vi skal være 'in'. Ting skal være 'rimelig godt' eller 'rimelig dårligt', men frem for alt skal det være 'lækkert'. Ja, ord har ikke den betydning, som de havde engang. Jeg må tilstå, at jeg 'står af, når der bliver spurgt: »Synes du ikke, det var et lækkert møde?« eller: »Synes du ikke, det var en lækker forkyndelse?« Ord anbragt forkert trækker ting ned på et meget lavt plan, og det, der skulle være helligt, bliver derved nedvurderet.
Men når så meget af det nye tilsyneladende fejler, kan grunden hertil være, at vi i vore kødelige bestræbelser glemmer, at det ikke er os, men Herren, der skal gøre »alting nyt«, som Han har lovet (Johs. Åb. 21:5). Og når kristenheden af i dag endnu ikke har oplevet et virkeligt vækkende og gennemgribende Helligåndens værk, som har ført til åndelig fornyelse med fuld genoprejsning, kan det skyldes, at der er gamle brønde, som vi ikke har fået gravet fri, ligesom vi i vor iver efter at grave nye brønde, har flyttet de ældgamle skel, som vore fædre satte (Ordspr. 22:28). Vi oplever derfor, at Herrens ord om Israels folk passer på mange i dag: » ... mig, en kilde med levende vand, har de forladt for at hugge sig cisterner (brønde), sprukne cisterner, der ikke kan holde vand« Jer. 2:13.
En følge heraf er, at der fra mange forsamlinger, fra de ældre kristne, stiger sukke op, og der bliver spurgt efter de gamle stier, hvor vejen er til alt godt, og hvor de kan finde hvile for deres sjæle (Jer. 6:16).
Jeg er overbevist om, at vi ville opleve sandheden af ordet: »I skal øse vand med glæde af frelsens kilder« (Es. 12:3), hvis vi i lighed med Isak ville lade de brønde udgrave, som vor fjende, djævelen, har tilkastet.
Isak gav de udgravede brønde de samme navne, som hans fader Abraham havde givet dem ..
Hvis du og jeg og vore forkyndere begyndte at nævne alt ved dets rette navn: kaldte synd for synd, frafald for frafald, lunkenhed for lunkenhed, bedrag for bedrag, falsk lære for falsk lære, løgn for løgn, tyveri for tyveri, utugt for utugt, hor for hor, afgudsdyrkelse for afgudsdyrkelse og så fremdeles. Hvis vi med andre ord vandrede i lyset, ligesom Jesus er i lyset, så ville det livets vand, som Han giver os, ikke blot blive til velsignelse for os selv, men gennem vort vidnesbyrd til frelse for andre.
Efterhånden, som vi kommer frem i vort studie af Isak, vil vi se, at han er et eksempel til efterfølgelse. Han gjorde vel i at lade de brønde udgrave, som hans fader Abraham havde ladet grave, men som filisterne havde tilkastet. Han gjorde vel i at bygge på den samme grundvold, som hans fader havde bygget på.
Isak
Vi vil nu se på nogle betydningsfulde karaktertræk ved Isak og derved få en større forståelse af hans handlemåde.
Isak var forjættelsens søn. Han var et levende bevis på, at Gud er en Gud, der kan gøre det umulige muligt. Vi husker Herrens ord til Abraham: »Skulle noget være umuligt for Herren? Næste år ved denne tid kommer jeg til dig igen, og så har Sara en søn!« 1. Mos. 18:14.
Og »Herren så til Sara, som Han havde lovet, og Herren gjorde ved Sara, som Han havde sagt, og hun undfangede og fødte Abraham en søn i hans alderdom, til den tid, Gud havde sagt ham. « l. Mos. 21: 1-3.
Isak blev født til den af Herren fastsatte tid, født i kraft af forjættelsen (Rom. 9:8).
Vi kan ikke tale om Isak uden at blive mindet om Guds enbårne Søn, Jesus Kristus, som også blev født ifølge forjættelse.
»Men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven.« Gal. 4:4. Isak og Jesus havde meget tilfælles. Ligesom Jesus i prøvelsernes stund kunne sige til sin Fader: »Ske din vilje!« Matt. 26:42, således havde Isak også tillid til sin fader, da de sammen vandrede op til Morija bjerg for at ofre uden at have et offerdyr med.
»Abraham tog da brændet til brændofferet og lagde det på sin søn Isak; selv tog han ilden og offerkniven, og så gik de to sammen. Da sagde Isak til sin fader Abraham: 'Fader!' Han svarede: 'Ja, min søn!' Da sagde han: 'Her er ilden og brændet, men hvor er dyret til brændofferet?' Abraham svarede: 'Gud vil selv udse sig dyret til brændofferet, min søn!' Og så gik de to sammen.« 1. Mos. 22:6-8.
Jeg ved ikke, om Isak inderst inde vidste, at han selv var udset til at være brændofferet, men jeg ved, at han havde en klippefast tillid til sin fader, og den slutning kommer jeg til, fordi der står skrevet: »Og så gik de to sammen.«
En fader, der som Abraham går på lydighedens vej også¥ om den fører til, at han må ofre det bedste, han har vil få lydige børn, som tillidsfuldt vil følge ham, hvor han går.
Så gik de to sammen hvilket herligt· billede. Fader og søn, side om side, på lydighedens vej.
Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed, og han blev kaldt Guds ven (l. Mos. 15:6 og Jak. 2:23).
»I er mine venner,« sagde Jesus, »hvis I gør, hvad jeg byder jer.« Johs. 15:14.
Isak vandrede ikke blot sammen med sin fader, men han vandrede sammen med Guds ven. Når vi vandrer sammen med Guds venner, så er vi i godt selskab, for så vandrer vi sammen med de lydige. Fra Ap. G. 5:32 ved vi, at Helligånden, som skal vejlede os til hele sandheden, kun bliver givet til dem, der adlyder Gud.
Venner! det, kristenheden trænger til, er hyrder, der kender Overhyrdens røst, og som følger og adlyder Ham, så deres liv bliver et eksempel til efterfølgelse.
Isak var fra sin tidligste ungdom blevet opøvet i at have tillid til sin fader. Han var tilsyneladende overbevist om, at der, hvor Abraham gik, kunne han også gå, og han stolede på, at de brænde, hans fader havde drukket af, kunne han også selv drikke af. Derfor var det naturligt for ham at lade disse brønde udgrave.
Fædre! siger det os ikke noget om vort store ansvar over for vore børn? Har vor vandring med Herren sat så tydelige spor, at vore børn har fået lyst til at følge dem? Vidner vore liv om, at vi vandrer lydighedens vej? Har vi gravet brønde, som vore børn tillidsfuldt kan drikke af, og som de vil lade udgrave, hvis de bliver tilkastet af fjenden? EIier har vi forladt kilden med det levende vand for at grave brønde, der ikke kan holde vand?
Isak - en bønnens mand
Selv om Isak gik i sin faders fodspor, levede han ikke på sin faders tro. Han. havde et personligt forhold til Gud. Han var en bønnens mand, der kendte vejen til sin himmelske Faders hjerte. I
1. Mos. kap. 24, hvor der berettes om Rebekka, der hjemføres som hustru for Isak, læser vi i vers 63: »Da han (Isak) engang ved aftenstid var gået ud på marken for at bede ... «
Isak gik ud for at bede. Det er godt at gå ud i naturen og der have en stille stund med Herren. Om Jesus står der, at Han gik op i bjergene for at være ene og bede (Matt. 14:23).
Isak kendte værdien af først af alt at søge Guds rige og Hans retfærdighed (Matt. 7 :3 3 ).
Også da det viste sig, at Rebekka var ufrugtbar, gik Isak til Gud med dette. »Men Isak bad til Herren for sin hustru, thi hun var ufrugtbar, og Herren bønhørte ham, og Rebekka, hans hustru, blev frugtsommelig.« l. Mos. 25 :21.
Disse få ord siger noget meget betydningsfuldt om Isak. De siger, at han var en bønnens og troens mand. Han bad til Herren, og Herren bønhørte ham.
Som Isak så værdien af de brønde, hans fader havde ladet grave, og fandt det anstrengelserne værd at grave dem fri, var det måske på tide, at vi overvejede værdien af vore fædres brønde og begyndte at grave dem fri. Måske skulle vi også flytte vore fædres skel tilbage til deres gamle plads og se til, at vi selv holder os inden for de af Gud fastsatte skel.
»kik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne. « Rom. 12:2.
(Der er skrevet mere om dette emne i de efterfølgende blade, jeg vil forsøge at finde disse webmaster)