fra mar. 1993
Da der opstod hungersnød i landet en anden end den forrige på Abrahams tid begav Isak sig til filisterkongen Abimelek i Gerar. Og Herren åbenbarede sig for ham og sagde: "Drag ikke ned til Ægypten, men bliv i det land, jeg siger dig; bo som fremmed i det land, så vil jeg være med dig og velsigne dig; thi dig og dit afkom vil jeg give alle disse lande og stadfæste den ed, jeg tilsvor din fader Abraham; og jeg vil gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og give dit afkom alle disse lande, og i din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi Abraham adlød mine ord og holdt sig mine forskrifter efterrettelig, mine bud, anordninger og love." Så blev Isak boende i Gerar.« 1. Mos. 26:1-6.
»Isak såede der i landet og fik samme år 100 fold; og Herren velsignede ham, så han blev en mægtig mand og stadig gik frem, indtil han blev såre mægtig, og han havde småkvæg og hornkvæg og trælle i mængde. Derover blev filistrene skinsyge på ham. Alle de brønde, hans faders trælle havde gravet i hans fader Abrahams dage, kastede filisterne til og fyldte dem med jord; og Abimelek sagde til Isak: "Drag bort fra os, thi du er blevet os for stærk!" Så drog Isak bort og slog lejr i Gerars dal og bosatte sig der. Men Isak lod atter de brønde udgrave, som hans fader Abrahams trælle havde gravet, og som filisterne havde tilkastet efter Abrahams død, og gav dem de samme navne, som hans fader havde givet dem. Da nu Isaks trælle gravede i dalen, stødte de på en brønd med rindende vand; men Gerars hyrder yppede kiv med Isak og sagde: "Dette vand tilhører os!" Derfor kaldte han brønden Esek, thi der stredes de med ham. Så flyttede han derfra og lod grave en ny brønd; og da de også yppede kiv om den, kaldte han den Sitna. Så flyttede han derfra og lod grave en ny brønd, og da de ikke yppede kiv om den, kaldte han den Rehobot, idet han sagde: "Nu har Herren skaffet os plads, så vi kan blive talrige i landet!" v. 12-22.
i har i tidligere numre bragt artikler om et ovenstående emne og i den forbindelse mødt Isak, løfternes søn, som Abraham og Sara fik i deres alderdom. Vi har talt om, at Isak efter sin faders død bosatte sig ved Be'er-lahaj-ro'i, som betyder: Brønden for den levende, som ser mig eller Du er den Gud, som ser mig.
Vi understregede, at Gud ser og kender alle ting, at Han ved alt om os. Det kan være en stor glæde at vide, at man er kendt af Gud, men på den anden side kan det også virke skræmmende, at intet er skjult for Guds altseende øje, især hvis der er noget, man helst vil holde skjult.
I den tid, Isak boede ved brønden Lahaj-ro'i, var han under Herrens velsignelse. Og da Abraham var død, velsignede Gud hans søn Isak. Isak boede ved Be'er-lahaj-ro'i. 1. Mos. 25:11.
Men en dag var det, som om velsignelsen hørte op, for som vi læste, opstod der hungersnød i landet, og Isak begav sig til filisterkongen Abimelek i Gerar.
Hvis vi danner os et billede af Isaks situation og overfører det til det kristne liv, kan de fleste af os nikke genkendende til lignende tilfælde, hvor den åndelige hungersnød satte ind. Vi havde været med Jesus på bjerget, Himmelen syntes åben, og velsignelsen strømmede ned. Der var glæde og lovsang, og åndeligt talt var der masser af vand i brønden at øse af, alt lykkedes tilsyneladende for os. Men pludselig stod vi i en hel ny situation, hungersnøden satte ind, og vi var som i en ørken. For mange kommer hungersnøden som et chok, og de spørger fortvivlet: »Hvorfor?» i stedet for at spørge: »Hvorhen?« De forstår ikke, at Herren igennem hungersnøden vil lære dem en ny lektie, fordi Han er i færd med at føre dem ind i et rigere liv, et liv, hvori de ikke blot selv bliver velsignet, men også bliver til velsignelse for andre.
Hungersnøden fik Isak til at bryde op og begive sig til landet, hvor filisterne boede, det vil sige, at han begav sig ind i hedning og fjendeland. Gud sendte ham ud for at evangelisere, for at så og høste og for at grave gamle brønde fri.
Jesus kom, for at vi skulle have liv og have overflod (Johs. 10: 10). Når vi i tro tager imod Jesus Kristus, får vi liv (Johs. 1:12; 1. Johs. 5:12a). Når vi bliver fyldt af Ånden (Ef. 5:18), får vi liv i overflod, men for at bevare denne overflod, må vi give af den til andre. Vi må så, hvis vi vil høste. Derfor kan vi ikke blive ved brønden Lahaj-ro'i hele vort liv, men den velsignelse, Gud der overøste os med, skal vi bringe videre til andre.
Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfuldt mål skal de give i jeres skød.« Luk. 6:38a.
Vi skal gå ind og gå ud og finde føde (Johs. 10:9).
Gud vil, at hungersnøden skal drive os ud, så vi kan bære frugt, ja mere frugt (Johs. 15:2).
Hungersnøden er et middel, Gud bruger for at skabe sand hunger og sand tørst efter at gøre Hans vilje.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, thi de skal mættes. Matt. 5:6.
Jeg er livets brød. Den, som kommer til mig, skal ikke hungre; og den, som tror på mig, skal aldrig tørste.« Johs. 6:35.
Om nogen tørster, han komme til mig og drikke! Johs. 7:37b
Når hungersnøden melder sig, skal vi ikke se tilbage på tidligere tiders velsignelser, vi skal ikke blive optaget af at opleve det samme som dengang, men vi skal først og fremmest se hen til Ham, der stiller vor hunger og tørst. Vi skal i tro holde fast ved, at Jesus har magt til at få de levende vandstrømme til at rinde fra vort indre til andre.
Fra nøgne høje sender jeg floder og kilder midt i dale; ørkenen går jeg til vanddrag, det tørre land til væld. Es. 41:18.
Der var en kvinde, som havde oplevet en forunderlig fornyelse i sit liv, og denne fornyelse bevirkede, at hun strømmede over af glæde og lovprisning. Mange misundte hende den glæde og frimodighed, der nu kendetegnede hende. Men, da hun en morgen vågnede, opdagede hun med sorg, at glæden var som forsvundet. Hungersnøden var med andre ord nået frem til hende, men hun forstod ikke, at dette var fra Herren, og at det var sket, for at det skulle samvirke til gode for hende (Rom. 8:28).
Kvinden begyndte at kæmpe for at få den tabte glæde tilbage. Hun bad og tryglede Gud om nåde og om at få den dejlige følelse, hun før havde haft, tilbage igen. Hun byggede på sine følelser og ikke på Jesus alene, og derfor måtte Han sende hungersnøden på hendes vej. Hun skulle ikke bygge på velsignelser eller oplevelser, men på Herren selv, for Han er den eneste sikre grundvold at bygge på (1. Kor. 3:11 og Matt. 7:24)
Den omtalte kvinde blev desperat, og i sin desperation opsøgte hun en forkynder, som blev mægtigt brugt af Herren i en vækkelsestjeneste. Men det var meget vanskeligt for den forkynder at fange hendes opmærksomhed, for hun var kun optaget af at komme tilbage til det, hun tidligere havde oplevet. Hun forstod ikke, at Herren var i færd med at lede hende frem til et rigere liv, nemlig at vandre i tro og ikke i skuen (2. Kor. 5:7).
Efter en tids tålmodig vejledning lykkedes det forkynderen at få rettet hendes opmærksomhed imod, hvad Guds ord siger. Han læste først 1. Pet. 1:6-7: Da skal I fryde jer, selv om I nu først en liden stund, om så skal være, bedrøves i mange slags prøvelser, for at jeres prøvede tro - som er langt mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves ved ild - må vise sig at blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares.
Når vi vandrer i tro, bliver Jesus Kristus åbenbaret for os. » ... hvis du tror, skal du se Guds herlighed.« Johs. 11:40.
I begyndelsen kunne denne kvinde ikke gribe om sandheden i det oplæste ord, men da forkynderen også læste Es 50: 10 Frygter nogen af jer Herren, han lytte til Hans tjener, enhver, som vandrer i mørke og uden lys; han stole på Herrens navn, søge støtte hos sin Gud! begyndte det at dæmre for hende, og med et så hun tydeligt, at det er muligt at vandre Herren nær, også om man selv synes at være i mørke. Hun forstod som profeten Mika: »Om end jeg sidder i mørke, er Herren mit lys. Mika 7:8b. Hun kendte, at Herren igennem sit ord ville sige til hende: Stol på mig under alle forhold, jeg er den, der leder dig for mit eget navns skyld, jeg leder dig gennem tørre egne til hvilens vande, jeg kvæger din sjæl (Salme 23).
Da kvinden tog imod disse sandheder i tro og fik lært at stole mere på Herren end på sine følelser, blev hendes brønd gravet fri, og hun kunne igen begynde at øse vand med glæde af frelsens kilder (Es. 12:3)
Herren leder:
Isak måtte bryde op fra det sted, hvor der havde været godt at være, for Herren ønskede ikke, at Isak blot skulle slå sig til ro med Herren, der ser, han skulle også kende Herren som den, der leder.
Som før nævnt skulle Isak ikke blot velsignes, men også blive til velsignelse for andre. Isak var den sæd, hvori alle jordens folk skulle velsignes (1. Mos. 22:16-18; 26:4; Gal. 4:28; Rom. 9:6-8).
Det var efter opholdet ved brønden Lahaj-ro'i, at Isak lod de brønde udgrave, som hans fader Abraham havde ladet grave, men som filisterne havde tilkastet. Forinden såede han dog der i landet (filisternes land) og fik samme År 100 fold; og Herren velsignede ham, så han blev en mægtig mand og stadig gik frem, indtil han blev såre mægtig 1. Mos. 26:12-13.
Først og fremmest sendte Gud Isak til filisternes land, for at han skulle så og høste iblandt hedningerne. Han skulle være et levende vidnesbyrd om, hvad Gud kan gøre for en mand, der vandrer i tro. Men det var under andre forhold, Herren nu velsignede Isak. Ved brønden Lahaj-ro'i blev han velsignet under fredelige forhold, men hos filisterne blev han velsignet omgivet af mennesker, der misundte ham, og som blev så skinsyge, at de kastede de brønde til, som hans fader Abraham i sin tid havde ladet grave. Men Isak gav ikke op af den grund, og selv om han blev tvunget til at bosatte sig et andet sted, begyndte han alligevel at grave de brønde fri, som filisterne havde tilkastet. Isak vidste, at uden vand til mennesker og dyr, ville intet lykkes for ham.
Det samme er tilfældet i den åndelige verden. Vi kan tale og tale, forkynde og forkynde, vi kan så Ordets sæd, men er vore brønde ikke gravet fri, så vi står i uafbrudt forbindelse med Ham, der giver os livets vand, nytter det alt sammen ikke noget. Så er al vor møje forgæves, for så arbejder vi i kødet og ikke i Ånden, og vore ord skaber ikke liv, men død (Zak. 4:6; 2. Kor. 3.:6).
Venner! hvis det levende vand skal vedblive at rinde fra vort indre, så Ordet, vi sår, kan bære frugt, må vi gang på gang tilbage til de gamle sandheder. Ordets sæd må sås· i tro og ikke i vantro. Ordet er sandhedens skovl, som vi skal bruge til at grave de gamle brønde fri med. Jesus er vejen og sandheden og livet, ingen kommer til Faderen uden ved Ham (Johs. 14:6). Jeg er døren;« siger Jesus, »om nogen år ind gennem mig, han skal blive frelst. Johs. 10:9a
Hvis I beder om noget i mit navn, vil jeg gøre det. Johs. 14:14, Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær. Matt. 4: 17, Men søg først Guds rige og Hans ret færdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.« Matt. 6:33.
Vi kan blive ved med at grave i tro, og jo mere vi graver i Ordet, jo mere vand vil der rinde fra frelsens kilder.
Så kommer da troen af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord.« Rom. 10: 17.
Når vi står fast på de gamle sandheder og graver de gamle brønde fri, vil vi som Isak opleve, at mennesker vil yppe kiv med os. Satan ønsker ikke, at tingene skal kaldes ved deres rette navne. Han har dækket løgnen med glasur og chokoladeovertræk, så den ser fristende ud, og mange falder for fristelsen og antager endog løgnen for sandhed. I dag sker det samme, som Paulus omtaler i Romerbrevet kap. 1, at Guds sandhed bliver ombyttet med løgnen. Satan er løgnens fader. Han begyndte at så tvivl i Evas hjerte med et: Mon Gud virkelig har sagt ... ?« 1. Mos. 3:1. Og snart fik hun Adam med på tvivlernes vogn, som var på vej til syndefaldet.
Så snart vi begynder at tvivle på Guds ord, er vi blevet som filisterne, der kastede de gamle prøvede brønde til. Da nu Isaks trælle gravede i dalen, stødte de på en brønd med rindende vand; men Gerars hyrder yppede kiv med Isaks og sagde: 'Dette vand tilhører os!' Derfor kaldte han brønden Esek (strid), thi der stredes de med ham. 1. Mos. 26:19-20.
Isak var gået ind i Satans område for at så og høste og for at grave brønde. Han var i de onde magters område, og de onde magter vil ikke uden videre opgive deres område. Vi ved, at Satan altid har menneskelige redskaber klar til at ødelægge Guds plan og bekæmpe andre mennesker, som er i Guds plan. Tilkastede brønde = halve sandheder tjener altid Satans formål. Men opgravede brønde med rindende vand tjener Guds formål. Gud vil ikke, at vi skal leve i fred med tilkastede brønde, med halve sandheder og hele løgne. Han vil, at vi skal iføre os Guds fulde rustning., den, som omtales i Ef. kap. 6. Vi skal erklære Satan krig, vi skal stå ham imod, så han må fly fra os (Jak. 4:7).
Samtidig med, at vi sår sæden, Guds ord, må vi arbejde energisk på at grave de tilkastede brønde fri og kalde dem ved deres rette navne. så flyttede han (Isak) derfra og lod grave en ny brønd; og da de også yppede kiv om den, kaldte han den Sitna (fjendskab).« 1. Mos. 26:21.
Hvis vi lever i fred med Satans venner, kan vi ikke have fred med Guds venner. Venskab med verden er fjendskab med Gud (Jak. 4:4). Vi skal ikke give op, men vi skal som Isak blive ved med at grave, uanset om vi møder modstand, som endog udarter sig til fjendskab. For vedbliver vi at grave, vil vi før eller siden komme til at øse, og når vi øser, vil vi også drikke, og når vi drikker af livets vand, vil det i os blive et kildespring til evigt liv (Johs. 4:14).
Isak blev uanfægtet ved med at grave. Han gik i sin faders, den retfærdige Abrahams, fodspor. Så flyttede han derfra og lod grave en ny brønd, og da de ikke yppede kiv om den, kaldte han den Rehobot (rummelige pladser), idet han sagde: Nu har Herren skaffet os plads, så vi kan blive talrige i landet!' 1. Mos. 26:22.
Isak lod grave en ny brønd, og den blev der ikke yppet kiv om, men det var Herren, der skaffede dem plads gjorde det rummeligt for dem. Det siger os noget om, at når vi holder ud med at gøre det, der er ret i Herrens øjne, så vil Han »også gøre det Trofast er Han, som kalder jer, Han vil også gøre det. 1. Tess. 5:24
Jeg prøver at finde flere tekster i emnet "Grav de gamle brønde fri" (Webmaster)