af N. P. Madsen
»Hvem kommer der fra Edom, i højrøde klæder fra Bozra, Han i det bølgende klædebon, stolt i sin vældige kraft? 'Det er mig, som taler i retfærd, vældig til at frelse!'« Es. 63:1.
;
Frelse, det er nerven i al kristendom. Tag den bort, og der er ingen kristendom mere, men kun en død religion blandt alle andre døde religioner, en død moral uden kraft og uden trøst. Tag den bort fra Jesu Kristi gerning, og Guds enbårne Søn bliver kun til et almindeligt menneske, en morallære, der døde for sin overbevisning som så mange andre. Tag den bort fra menneskers hjerter, og tusinder efter tusinder vil miste livets lys og livets lykke og synke fortvivlet i deres grave. Stryg ordet frelse i din bibel, og den bliver i sandhed en død bog, et »dødt ord«, ja hvert eneste blad meningsløst.
Så snart vi lukker vor bibel op, ser vi, at grundordet i hvert eneste kapitel, den røde tråd, der går igennem hele bogen, er ordet frelse.
Vi møder det først i selve det navn, Guds Søn fik, det navn, der er over alle navne, idet englen siger til Josef: »Hun skal føde en søn, og Ham skal du give navnet Jesus; thi Han skalfrelse sit folk fra dets synder.« Matt. 1 :21. Og allerede før Hans fødsel profeterede den gamle Zakarias fyldt af Helligånd:
»Lovet være Herren, Israels Gud, thi Han har besøgt og forløst sit folk og oprejst os et frelsens horn i sin tjener Davids hus, som Han havde lovet ved sine hellige profeters mund fra fordums tid: en frelse fra vore fjender og fra alle vore haderes hånd.« Luk. 1 :68-71.
Da den gamle Simeon stod med Jesusbarnet i sine arme, kunne han udbryde:
»Herre! nu lader du din tjener gå bort i fred, som du har sagt. Thi mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folkeslag.« Luk. 2:29-31.
Og følger vi Ham i Hans køds dage og lytter til Hans ord og ser på Hans gerning iblandt syndere, møder vi atter og atter det samme.
» Thi Menneskesønnen er kommen for at opsøge og frelse det fortabte.« Luk. 19:10. »Din tro har frelst dig.« Luk. 7:50 og 18:42.
Da Zakæus havde taget imod Jesus, fik han straks den dejlige forsikring: »I dag er frelsen kommet til dette hus.« Luk. 19:9. Det samme lød som grundtonen i alle apostlenes prædikener og skrifter.
» Thi således elskede Gud verden, at Han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Thi Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved Ham.« Johs. 3:16-17.
»Af nåde er I frelst.« Ef. 2:5. »Han, som frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse.« 2. Tim. 1 :9. »Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til menneskene blev åbenbaret, frelste Han os, ikke for de retfærdige gerningers skyld, vi havde gjort, men på grund af sin barmhjertighed, ved badet til genfødelse og fornyelse ved Helligånden.« Titus 3:4-5. Jesus blev »ophav til evig frelse for alle, som er lydige mod Ham.« Hebr. 5:9.
Og må vi ikke sige - Gud ske lov, at det er således? Må vi ikke sige, Gud ske lov, at Guds tanker med os er frelses tanker, at Jesus netop blev sendt til verden ikke blot som en lærer, som et eksempel, men som en Frelser. Thi hvad er den dybeste, den inderste trang i en menneskesjæl? Er det ikke netop trangen til frelse, den, der kommer til orde i det suk, som trænger sig frem, så snart en synder vågner.
»Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?« Ap. G. 16:30.
Kender du dette suk? Har det lydt fra din sjæl? Så er det et herligt evangelium for dig, at Gud er mægtig til at frelse - at Han ikke blot vil, men også kan.
Mægtig til at frelse
Der skal nemlig magt til at frelse. Det er der mange, der glemmer. Det er der mange præster, der glemmer. De prædiker, som om det at blive frelst så at sige går af sig selv. Derfor er deres prædikener uden skel, nærmest et foredrag til opbyggelse eller underholdning eller trøst for alle deres tilhørere uden undtagelse. Det er ikke et budskab fra Gud om frelse for alle fortabte syndere, der vil omvende sig og komme til Jesus.
Og derfor har den store mængde også glemt det. De mener, at det at blive frelst går af sig selv. Alle deres interesser, al deres tragten går ud på det, der hører denne verden til, og når de så dør, bliver de frelst. Det betragter de som en ren selvfølge. Det hørte de jo så tit i kirken. De blev jo aldrig mindet
om at få deres sjæle frelst, mens det var tid. Det hørte de også i lig talerne, hvor præsten lukkede alle uden undtagelse ind i Himmelen. Og det blev de trøstet med ved den sidste nadver. De havde aldrig råbt: »Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?« De havde aldrig omvendt sig. De lå der med det samme
verdslige, måske ugudelige sind, som de altid havde haft. De havde bare »tænkt« lidt mere på Vorherre end ellers. Det var da en selvfølge, at de blev frelst, når de døde.
Men hvad er det? Kun et forfærdeligt bedrag. Præsten er selv bedraget, og disse arme syndere, som de trøster i deres uomvendte tilstand, bliver også bedraget.
Nej, du skal høre det, hele verden skal høre det: Der skal magt til at frelse, fordi det, verden skal frelses fra, er en magt, en vældig magt, en ond magt. »Hele verden er i den Ondes vold,« siger
Guds ord (1. Johs. 5:19b).
Hvad det er for en magt eller rettere magter, som menneskene er bundne af og må frigøres fra for at frelses, har Guds ord sagt på mange måder.
Som vi er af naturen, kaldes vi »vredens børn« (Ef. 2:3). Det vil sige, at vi er under Guds vrede.
Der står, at hele verden står strafskyldig for Gud (Rom. 3: 19). Vi er som han, der skyldte 10.000 talenter (Matt. 18:24).
Vi er under lovens forbandelse, fordi vi er lovens overtrædere - skyldig i alle Herrens bud (Gal. 3:10; Jak. 2:9; 1. Johs. 3:4).
Der står, at vi er »solgt som træl under synden« (Rom. 7:14). Vi kaldes »syndens trælle« (Johs. 8:34), »Fordærvelsens trælle« (2. Pet. 2:19). Vi er trælle under mørkets magt (Kol. 1: 13). Guds ord siger, at »alle har syndet« (Rom. 3:23), og derfor er alle anklaget for Gud. Djævelen anklager (Johs. Åb. 12: 10), Moses anklager (Jak. 2:9), og vort eget hjerte anklager (1. Johs. 3:20). Og vi »mangler herligheden fra Gud« (Rom. 3:23). Vi kan ikke bestå for Hans dom.
Ikke sandt - du kan forstå, at der skal magt til at frelse.
Guds vrede skal borttages.
Den uhyre gæld skal betales.
Lovens forbandelse skal ophæves.
Overtrædelserne· skal sones.
Loven skal opfyldes.
Trællene skal frikøbes.
Den anklagede skal retfærdiggøres.
Og det skal der magt til, så stor magt, at intet menneske, selv det bedste, det helligste, ejer den. Det, der kræves, er så svimlende, at ingen bøn, ingen gerning, ingen fromhed kan opfylde kravet. Ja, om så al verdens fromhed, alle de bønner, der er bedt, alle de gode og gudfrygtige gerninger, der er gjort, alle de tårer, der er fældet, blev tilbudt, så kunne de dog ikke frelse et eneste menneske, så kunne en synder ikke dermed købe en eneste time i Guds Paradis.
Men nu lyder det herlige evangelium, at Gud er mægtig til at frelse. Gud udfandt et råd, og Guds kærlighed var rig og mægtig nok til at udføre det.
Han sendte sin Søn, og Sønnen kunne det, for Han var selv den evige Gud, og Han kunne gøre det i vort sted, fordi Han gav afkald og tog tjenerskikkelse på og blev et sandt menneske.
Han forsonede Gud og borttog vreden ved sit store sonoffer (Rom. 3:25).
Han betalte alle synderes gæld og naglede det anklagende og nu udslettede skyldbrev til korset (Kol. 2: 14).
Han løskøbte os fra lovens forbandelse, idet Han selv gik ind under loven og blev en forbandelse for os (Gal.3:13).
Han sonede alle vore overtrædelser, idet Han selv blev såret for vore overtrædelser og knust for vor brødes skyld (Es. 53:5). Og Han opfyldte loven indtil dens mindste bogstav og tøddel.
Han løskøbte alle syndens trælle, købte dem fri fra synden og døden og djævelens magt, idet Han gav sit blod som en løsesum for alle (Gal. 4:5; 1. Tim. 2:6).
Og Han borttog al anklage og al dom, idet Han døde for vore synder og blev opvakt for vor retfærdiggørelses skyld (Rom. 8:33-34 og 4:25).
Og alt dette har Guds ord samlet i det vældige udsagn: »Han afvæbnede magterne og myndighederne. « Kol. 2:15.
Det er Kristi frelse. Og denne frelse er fuldbragt for evigt og for alle syndere på jorden. Så kommer det store spørgsmål, ja det største, det vigtigste for tid og evighed - er du så frelst?
Alt er fuldbragt og fuldbragt for alle. Men frelsen sker altid enkeltvis, og den sker her på jorden. »Af nåde er I frelst,« står der. »Din tro har frelst dig,« siger Jesus atter og atter. Derfor må der spørges: Er du frelst?
Det er forunderligt, når det sker - dette store under. Der blev glæde i Himmelen over dig, om du end var den ringeste her i verden. Og der blev også glæde på jorden - mest i din egen sjæl.
Ja, mere end glæde, usigelig, hellig højtid, det, som Gud kalder salighed. »Salige er de fattige i ånden.« Matt. 5:3.
Jeg stod engang foran den største kirke på jorden, fuld af spænding og forventning. Og hvor var det med undren, at jeg et øjeblik efter trådte ind under de himmelstræbende buer i dette vidunderlige tempel.
Og hvad var det så imod en aften i min ungdom. Da stod jeg foran en anden kirke - den største i hele universet - fuld af hellig, hellig spænding og forventning.
Hvor kunne jeg udsige, hvad jeg følte, da jeg et øjeblik efter trådte ind - ind til Ham, hvem Himlenes Himle ikke kan rumme (1. Kong. 8:27). Hvor kunne jeg udsige, hvad jeg følte, da det første gang blev mig klart - med salig vished - tænk, nu er du frelst. Tænk, nu er det store, underlige sket med dig, som skete med alle de hellige, der engang blev pint for Jesu skyld, det, der skete med Paulus, med Luth er, med Grundtvig og alle andre store og små Guds børn, nu er du frelst, evig frelst, lige så sikkert som at du lever.
Og hvad havde jeg gjort? Intet, slet intet uden dette at tro Gud, tro, at det var sandt, at Jesus havde fuldbragt alt for mig - for mig. »Din tro har frelst dig,« siger Jesus. » Thi af nåden er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven.« Ef. 2:8.
Og jeg troede, jeg tog imod gaven - af bar nåde. Så stod jeg i templet, i Guds egen underfulde kirke, fuld af undren og tilbedelse.
Er du frelst?
Ellers skal du høre det en gang til. Det er fuldbragt - også for dig. Templet er åbent, der er intet forhæng mere (Matt. 27:51 og Hebr. 10:20). Du må gå ind - af nåde for Jesu blods skyld og tage imod gaven - den hele fulde frelse, som Jesus vandt.
Du kan nok, du tør nok.
Gud er mægtig til at frelse.
» Thi af nåden er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven; det skyldes ikke gerninger, så nogen kan rose sig.« Ef. 2:8-9.